Overvågningskameraer på gaden, sikkerhedstjek ved indgange og tonsvis af shampooer, colaer og creamer efterladt i lufthavnene er konsekvensen af en stærkt øget terrorsikring de sidste ti år. Hos Københavns Politi er de særligt opmærksomme på terrortruslen i dag på ti-året for angrebet på World Trade Center og Pentagon.
- Vi er særligt opmærksomme på dagen, men hvem er ikke det. Alle er bekendte med situation, så naturligvis er vi ekstra opmærksomme i dag, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Mads Firlings.
Københavns Politi vil dog ikke fortælle, hvad den særlige opmærksomhed indebærer, men mener ikke at borgerne har grund til at være bekymret.
- Det er den 11. i dag. Det er en mærkedag. Vi anmoder generelt borgerne om at være opmærksomme på omgivelserne og rapporterer, hvis de oplever noget mistænksomt. Sådan nogle oplysninger behandler vi lige seriøst hver gang, fortæller vagtlederen.
Terrortruslen er hverdag for politiet
Generelt er terrorberedskabet højt i Danmark som konsekvens af angrebene i USA, i London og Madrid, men Mads Firlings advarer mod at bliver overopmærksom.
- Vi er politifolk. Vi er generelt mistænksomme, men man kan også blive overopmærksom. Vi forholder os meget nøgterne til situation, siger vagtlederen.
Massevis af mindehøjtideligheder
I dag vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) samt flere andre partiledere tage en kort pause fra valgkampen og deltage i en mindehøjtidelighed for terrorangrebet. Det sker klokken 15.00 i Mogens Dahls Koncertsal på Islands Brygge
Terrorangrebet bliver markeret hele dagen i New York. På Ground Zero, hvor World Trade Center stod, vil der i dag blive afholdt en mindehøjtidelighed med deltagelse af tidligere præsident George W. Bush og præsident Barack Obama.
Klokken 14.46 dansk tid vil stilhed markere tidspunktet for det første flys kollision med det nordlige tårn.
Efterfølgende vil der også være stilhed for at markere det andet flys kollision med det sydlige tårn samt markeringer for tårnenes kollaps.