Politiet efterlyser pickup af mærket Dodge efter dødsulykke

Onsdag blev en cyklist dræbt af flugtbilist. Politiet vil gerne høre fra tre bilister, som kan have set bilen.

Onsdag eftermiddag blev en 79-årig mand dræbt, da han blev påkørt af en flugtbilist på Hjerting Landevej mellem Varde og Esbjerg.

Ulykken skete omkring klokken 15.45, da en bil kørte ud fra en sidevej nord for Alslev og ramte den 79-årige, der kom kørende på sin cykel.

Efter ulykken standsede bilen ikke, men fortsatte mod Esbjerg. Politiets efterforskning har vist, at den sandsynligvis drejede til højre ad Hostrupvej og til venstre ad Kokspang Hedevej.

I forbindelse med ulykken leder politiet nu efter en rødbrunlig pickup truck af mærket Dodge Ram eller Dodge Dakota.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet ønsker at komme i kontakt med vidner, der har lagt mærke til det rødbrune køretøj på den beskrevne rute onsdag i tidsrummet mellem 15.45 og 16.00.

Især er politiet interesseret i at komme i kontakt med en ældre kvinde i et mindre sølvfarvet køretøj samt førerne af to andre biler, som kørte i modsat retning af den rødbrune pickup truck på Kokspang Hedevej.

Her måtte den rødbrune bil køre ud i rabatten, så de tre biler kunne passere.

Der er en pluk-selv-jordbærplantage, som støder helt op til Kokspang Hedevej. Og jordbærplukkere i tidsrummet mellem klokken 15.45 og 16.00 kan muligvis også have observeret det rødbrune køretøj.

Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere oplyst, at bilens højre sidespejl blev beskadiget som følge af ulykken. Det er dog endnu uklart, hvor store skader, der er tale om.

Politiet vil meget gerne høre fra folk, som kender til en rødbrun pickup truck uanset om der er synlige skader på sidespejlet eller ej.

Samtidig gentager politiet sin opfordring til bilisten om at melde sig selv.

/ritzau/