Politiet efterforsker mulig terrortrussel i København

11 sedler med trusler om, at Danmark vil blive ramt af endnu et terrorangreb, er blevet fundet på Østerbro i København. Politiet tager truslerne alvorligt og forsøger at finde ud af, hvem der står bag.

Læs mere
Fold sammen

Politiet arbejder fortsat på at finde ud af, hvem der har spredt en række sedler med terrortrusler i området omkring kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København.

TV 2 Lorry kunne fredag fortælle, at der er blevet fundet i alt 11 sedler med ordlyden:

»Snart vil Danmark blive ramt af terrorangreb, der vil få det, der skete 14. februar, til at ligne drengestreger.«

Vagtchef ved Københavns Politi Lars Westerweel fortæller natten til søndag, at politiet tager truslen alvorligt.

»Vi efterforsker fortsat, og det korte svar på, om vi er kommet nærmere, er desværre nej. Men vi tager truslen alvorligt,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Det var netop Krudttønden, der var det første mål under attentatet 14.-15. februar. Gerningsmanden, Omar El-Hussein, åbnede ild og skød og dræbte den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard og sårede fire betjente. Senere slog han til ved synagogen i Krystalgade i Indre By, hvor han dræbte den 37-årige jødiske vagt Dan Uzan, mens han sårede to betjente.

Den ene af de 11 sedler er ifølge TV 2 Lorry blevet klistret op lige ved indgangen til Krudttønden. De resterende ti er fundet forskellige steder i nærheden.

Lars Westerweel fortæller, at politiet »har svært ved at vurdere«, om personen eller personerne bag sedlerne overvejer at gøre alvor af truslerne.

»Men vi har selvfølgelig en vis interesse i at finde ud af, hvem der har sat dem op,« siger vagtchefen.

Politiet har desuden kontaktet Politiets Efterretningstjeneste (PET).