Politiet efterforsker mistænkeligt dødsfald

Københavns Politi er juleaftensdag til stede ved Vermlandsgade i København S i forbindelse med et mistænkeligt dødsfald.

Det fortæller vagtchef Jesper Frandsen.

»En person er fundet død, og vi er på stedet for at undersøge, hvad der er sket,« siger han og fortsætter:

»Vi er ved at foretage de tekniske undersøgelser, men på nuværende tidspunkt betragter vi det som et mistænkeligt dødsfald.«

Politiet modtog anmeldelsen klokken 12.33. Ifølge vagtchefen er der tale om en mand, der er født i 1973.

Manden blev fundet på et opholdssted, og det var det sociale tilbud 'Sociolancen', som anmeldte dødsfaldet til politiet.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.

»Vi skal først klarlægge omstændighederne, før vi kan sige mere,« siger vagtchef Jesper Frandsen.