Politiet: »Det, der sker i Malmø, har ikke relationer til det, der sker i København«

Københavns Politi har et struktureret samarbejdet med Malmøs Politi for at få styr på den »sundsoverskridende« kriminalitet.

Malmø Rosengård og gerningssteder (drab) i Malmø Gerningssted foran thairestaurant Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Billedet er som taget ud af Danmarks Radios TV-serie »Broen«: Politibetjente suser frem og tilbage over Øresundsbroen for at efterforske kriminalitet i Øresundsregionen. Ofte er virkeligheden dog ikke nær så sindsoprivende som på TV.

»Vi har på tværs af vores efterforsknings- og analyseenhed her og en tilsvarende i Malmø et formelt samarbejde, hvor man af og til mødes og dagligt taler i telefon sammen. Og her det klart, at såfremt temaet for den ene kreds er skyderier, så ser man på, om noget af dette populært sagt kan bytte banehalvdel,« forklarer Torben Svarrer, der er fungerende politiinspektør i Københavns Politi.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fortalte ved et møde i Folketingets Retsudvalg onsdag, at Rigspolitiet og Københavns Politi samarbejder med Malmøs Politi om at sikre, at den bandekriminalitet, Malmø i øjeblikket er belemret med, ikke kommer til København.

»Det er en foruroligende udvikling, vi har set i Malmø i den seneste tid. Jeg forstår godt, at man er bekymret for, om den udvikling kan brede sig til vores land,« sagde ministeren under samrådet.

Han kom dog samtidig med en beroligende melding til utrygge danskere i København og Nordsjælland:

»Dansk politi er meget opmærksom på udviklingen, men oplever ikke en sammenhæng mellem kriminaliteten i Malmø og kriminaliteten i København og i Nordsjælland.«

»Rigspolitiet har heller ikke kendskab til, at kriminalitet i det svenske rocker- og bandemiljø skulle være relateret til konflikter i Danmark,« oplyste Søren Pape Poulsen.

At dette er tilfældet, bekræfter Torben Svarrer, der står for kontakten mellem sin afdeling i Københavns Politi og Malmøs Politi:

»Vi har set begge konflikter som lokalt forankrede, så det, der sker i Malmø, har ikke relation til det, der sker i København, og det samme den anden vej rundt.«

Politichef ved Malmø Politi, Stefan Sintéus, synes dog at have en anden opfattelse. Han understreger, at samarbejdet med det danske politi fungerer, men siger også, at mange af de våben, der bliver anvendt til at begå kriminalitet i Malmø, er kommet til Sverige via Danmark.

»Malmøs Politi (...) deler det danske politis vurdering. Men lad os diskutere, hvordan våben kommer til Sverige,« skriver Stefan Sintéus på Twitter.

Hjemme i Danmark har Berlingske spurgt Torben Svarrer, hvorledes samarbejdet fungerer konkret?

»Jeg er leder en afdeling, hvor vi til daglig efterforsker organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og sådan noget har det med ikke at kende grænser. Derfor er det vigtigt, at vi har et tæt samarbejde på tværs. Jeg har en dialog med min pendant i Malmø, men det er den konkrete sag, vi efterforsker, der afgør, hvordan vi bruger hinanden,« siger Torben Svarrer.

Det er af gode grunde ikke alt, som de to politikredse kan dele med hinanden af hensyn til efterforskningen af verserende sager, forklarer Torben Svarrer. Faktisk sker det, at han ikke kan oplyse sine kolleger i Malmø om kriminalitet, Københavns Politi efterforsker:

»Der bliver talt om, hvad der rører sig på kriminalitetsområdet i begge områder - i hvert fald det vi kan fortælle hinanden om. Vi kan ikke udlevere oplysninger om en igangværende efterforskning, med mindre det med 100 procents sikkerhed kan have indflydelse på noget, der sker derovre. I nogle tilfælde ved vi som led i vores efterforskning muligvis mere om en type kriminalitet, der foregår i Malmø, end de selv gør, og omvendt. Det skal have en værdi, når vi udveksler oplysninger,« afslutter Torben Svarrer.