Politiet beslaglægger knap 2.000 ulovlige kanonslag

Store mængder ulovligt fyrværkeri er onsdag blevet konfiskeret af politiet under ransagninger i Syd- og Sønderjylland. Politiet advarer mod alvorlige ulykker.

Syd- og Sønderjyllands Politi har onsdag haft travlt med at beslaglægge ulovligt fyrværkeri, oplyser politiet.

Under en ransagning på en adresse i Gredstedbro har politiet således konfiskeret 1.385 ulovlige kanonslag og sigtet en 19-årig mand for besiddelse og salg af det ulovlige fyrværkeri.

Også i nærheden af Sønderborg har politiet fundet 450 ulovlige kanonslag og sigtet en 19-årig mand for overtrædelse af fyrværkeriloven.

»Vi håber meget, at alle der har kendskab til, at der importeres, opbevares og sælges ulovligt fyrværkeri, henvender sig til os. Vi har jo desværre tidligere år set også meget alvorlige ulykker. Så alle, der ved noget om det her, har også en pligt til at hjælpe med, at det ikke går galt,« siger politikommissær Peter Baum fra lokalpolitiet i Sønderborg i en skriftlig udtalelse.

Blandt det beslaglagte fyrværkeri er såkaldte strygere, som eksploderer ganske kort tid efter, de antændes, og derfor er særligt farlige.

Politiet opfordrer borgere til at henvende sig til politiet, hvis man hører om ulovligt salg af fyrværkeri.