Politiet beder om hjælp efter mistænkeligt dødsfald

En 58-årig mand blev torsdag fundet død i sit hjem i Erritsø. Politiet undersøger, om han er blevet dræbt.

Foto: Mads Claus Rasmussen

I forbindelse med efterforskningen af et mistænkeligt dødsfald i Erritsø efterlyser politiet vidner, der har været i området omkring Ekkodalen onsdag eller torsdag.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tidligt torsdag blev en 58-årig mand fundet død i sin villa på Ekkodalen 32.

»På grund af omstændighederne ved dødsfaldet er der iværksat efterforskning med henblik på at afdække, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet,« skrev Sydøstjyllands Politi tidligere torsdag i en pressemeddelelse.

En obduktion skal fastslå, hvordan den 58-årige er død.

Politiets teknikere og hundepatruljer har torsdagen igennem arbejdet i området for at foretage undersøgelser på og omkring findestedet.

»Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger, der kan deles med offentligheden,« hedder det i en kortfattet pressemeddelelse torsdag aften.

/ritzau/