Politiet anholdt den forkerte – leder stadig efter den mistænkte i voldtægtssag

Københavns Vestegns Politi startede dagen med lidt af en jubelbesked: De havde pågrebet den mand, de mistænkte for at stå bag to voldtægtsforsøg i Hvidovre. Der var bare ét problem – det viste sig ikke at være den mistænkte.

Foto: Nils Meilvang. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Selvom Københavns Vestegns Politi fredag morgen kunne fortælle, at de nu havde anholdt den mand, de mistænkte for at stå bag to voldtægtsforsøg i Hvidovre, måtte de få timer senere løslade ham. Det viste sig nemlig, at der ikke var tale om den mistænkte, men derimod et nærtstående familiemedlem, der var blevet anholdt på en adresse i Høje-Taastrup. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse:

»Det er meget beklageligt, at vi har anholdt den forkerte person. Vi har sat mange ressourcer ind på at finde den mistænkte,« siger politikommissær Ole Nielsen i pressemeddelelsen. Af samme årsag blev det Grundlovsforhør, der ellers var lagt op til, også aflyst. Den mistænkte, som politiet er kommet på sporet af, efter at de torsdag aften offentliggjorde billeder af ham, er en 23-årige herboende rumæner, der stadig er på fri fod.

Derfor kommer politikommissær Ole Nielsen også med en klar besked til den mistænkte:

»Vi ved hvem han er og han ved formentlig også at politiet leder efter ham. Jeg vil råde ham til at melde sig til os med det samme«

Den 23-årige mand er mistænkt for at stå bag to voldtægtsforsøg i Hvidovre henholdsvis den 22. og 29. januar. Begge gange bad gerningsmanden på engelsk om at få et glas vand, hvorefter han forsøgte at overmand kvinderne, når de åbnede døren. Det første offer var en 78-årige kvinde, der dog satte sig til modværge og fik skræmt gerningsmanden væk. En uge senere gentog scenariet sig, da en 23-årig kvinde med råb om hjælp fik afværget voldtægtsforsøget.

Det er de billeder, som politi torsdag aften lagde ud til offentligheden såvel som tekniske spor, der har ført Københavns Vestegns Politi på sporet af den 23-årige rumæner.