Politiet anholder yderligere 11 personer i stor narkosag

Onsdag slog politiet til i Aarhus og Kolding i en narkosag, hvor i alt 29 personer har været anholdt.

Flere adresser blev ransaget i Aarhus og Kolding, og politiet beslaglagde to millioner kroner samt en personbil. Desuden fandt man 14 kilo hash. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

I en stor narkosag med tråde til flere andre lande har politiets specialenhed Særlig Efterforskning Vest onsdag anholdt 11 personer i Aarhus og Kolding.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Onsdagens aktion skete i forbindelse med efterforskningen af en større narkosag, hvor 18 personer blev anholdt i begyndelsen af marts.

Flere adresser blev ransaget i Aarhus og Kolding, og politiet beslaglagde to millioner kroner samt en personbil. Desuden fandt man 14 kilo hash.

Tidligere har politiet beslaglagt over 1,6 ton hash og 11 kilo kokain i sagen.

Aktionen onsdag var især rettet mod bandemiljøet i Aarhus, som fem af de anholdte har forbindelse til.

Otte af de 11 personer vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling. I forvejen sidder 14 fængslet i sagen.

I forbindelse med efterforskningen har Særlig Efterforskning Vest samarbejdet med politiet i Holland, Sverige og Spanien.

Leder af Særlig Efterforskning Vest, politiinspektør Brian Olsen, ser aktionen som et vigtigt led i kampen mod narkohandel.

»Med dagens aktion har vi taget endnu et skridt mod at optrevle en stor international narkoorganisation, som har indført store mængder narkotika til Danmark«, udtaler politiinspektøren.

»Vi fortsætter vores indsats, og jeg kan ikke afvise, at der kommer yderligere anholdelser i sagen.«