Politiet anholder fjerde mand for drab på Nedim Yasar

En mand fremstilles tirsdag i grundlovsforhør i forbindelse med drabet på radiovært og tidligere bandeleder.

Blomster og hilsner til Nedim Yasar på Hejrevej torsdag den 22. november 2018.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Københavns Politi har mandag anholdt endnu en mand i sagen om drabet på radioværten og den tidligere bandeleder Nedim Yasar.

Det oplyser politiet på Twitter.

I forvejen er tre mænd fængslet i sagen.

Nedim Yasar blev dræbt den 19. november sidste år, umiddelbart efter en reception i forbindelse med udgivelsen af bogen »Rødder«, som han skrev sammen med journalist Marie Louise Toksvig.

Yasar blev dræbt af skud i hovedet, mens han sad i sin bil på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter.

Indtil for syv år siden var Yasar Nedim leder af bandegrupperingen Los Guerreros i Ballerup vest for København. Bogen handler om hans tidligere liv som del af bandemiljøet i København og omegn.

Da han blev dræbt arbejdede han som vært på Radio 24syv.

Den 6. december anholdt politiet tre mænd på 22, 24 og 25 år i forbindelse med drabet.

I forbindelse med anholdelserne og det efterfølgende grundlovsforhør kom det frem, at politiet mener, at de tre sigtede på drabsaftenen ankom i bil til krydset mellem Vibevej og Glentevej tæt ved gerningsstedet.

Her forlod en af gerningsmændene kortvarigt bilen, gik over til Yasars bil og skød radioværten to gange i hovedet.

De tre mænd kørte derefter væk i samme bil, som de var ankommet i.

To af de tre fængslede havde synlige tatoveringer med tallene 1923.

19 og 23 henviser i bandemiljøet til bogstaverne S og W. De står for »Satudarah MC West Area«. Satudarah er en bande, der er kendt som støttegruppe for rockergruppen Hells Angels.

Københavns Politi har dog ikke villet udtale sig om de sigtedes eventuelle banderelationer eller motivet til drabet.

Det er ikke klart, hvilken rolle den seneste anholdte efter politiet mening har spillet i forbindelse med drabet. På Twitter oplyser politiet blot, at han er sigtet for medvirken til manddrab.

Han vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.

/ritzau/