Politiet afviste voldsmænd, der meldte sig selv

To unge mænd mødte op hos politiet i Tønder for at melde sig selv for et groft overfald. De fik besked på at henvende sig i Aabenraa dagen efter.

Det var en kommunikationsfejl, som fik politiet i Tønder til at afvise de unge mænd, siger chefanklager Ulla Kaspersen fra Syd- og Sønderjyllands politi.

De to unge mænd mødte op sammen med to vidner for at melde sig til politiet dagen efter, at de havde overfaldet en 70-årig mand, der blandt andet brækkede et lårben og flere ribben, samt fik skader på kraniet.

Den vagthavende jurist blev inddraget i sagen og valgte ikke at forsøge at få de unge fremstillet med henblik på varetægtsfængsling, skriver Syd- og Sønderjyllands politi i en pressemeddelelse:

-- Vores jurist blev ikke klar over, hvor store skader, manden havde. Derfor tillod hun, at sagen blev viderebehandlet næste dag. De unge blev registreret og bedt om at komme til afhøring dagen efter hos de politifolk i Åbenrå, som havde haft sagen. Det var en fejl, siger Ulla Kaspersen, som fremhæver, at der på intet tidspunkt har været fare for, at sagen ikke ville blive opklaret som følge af fejlen.

Overfaldet og afvisningen fandt sted i september, men er i dag blevet beskrevet i JydskeVestkysten. Politiet var allerede dagen efter klar over, at der var sket fejl i sagen, og der er ifølge pressemeddelelsen gjort tiltag for at sikre, at det ikke sker igen.

"Det er blevet antydet, at fejldisponeringen skulle have baggrund i personalemangel ved Tønder politi eller i politireformen. Det har den ikke. Den skyldes som sagt brist i den interne kommunikation."