Politiet advarer: Pas på falske pengesedler i København

De er lavet på kopipapir, men derfor kan de falske tusindkronesedler, der tilsyneladende er i omløb i København for øjeblikket, alligevel godt snyde i en håndevending.

Det her er den ægte vare: masser af gode danske kroner i tusindkronesedler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Det er langtfra hver dag, der er falske tusindkronesedler i omløb i København, men de senere uger er der opdaget en række tilfælde af falskmøntneri med store sedler i hovedstaden.

Det kan Københavns Politi konstatere og advarer samtidig københavnere mod sedlerne, der ikke er bedre lavet, end at de både føles og ser anderledes ud end den ægte vare.

Politiet har været opmærksom på de falske sedler siden begyndelsen af måneden. Politikommissær og efterforskningsleder Ove Randrup taler om indtil videre »en håndfuld sager«.

To af dem har ført til sigtelser.

Den første mod en 21-årig mand, der 1. september blev taget i at ville betale med en falsk tusse på en bar i Indre By. Den anden mod en teenager, der blev afsløret, da han 7. september ville betale med en falsk seddel i et supermarked et andet sted i byen.

På baren kunne bartenderen straks mærke, at den sigtede ville betale med en falsk seddel, hvorefter politiet blev tilkaldt.

I begge tilfælde har de sigtede forsøgt at betale med de store sedler for at få byttepenge tilbage i ægte og mindre sedler.

Politiet ved ikke, hvor sedlerne stammer fra, eller hvem der producerer dem.

»De er lavet på kopipapir, og hvis man mærker efter, kan man godt fornemme, at de ikke er ægte. Der er heller ikke vandmærke,« siger Ove Randrup.

Alle de indleverede tusindkronesedler er ved at blive undersøgt yderligere af politiets eksperter.

Strafferammen for falskmøntneri spænder lige fra bødestraf til op mod 12 års fængsel. Den høje straframme vidner ifølge Ove Randrup om, hvor alvorligt samfundet tager falskmøntneri.

Sidste blev der registreret 531 falske pengesedler i Danmark, oplyser Nationalbanken. Året før var det 880 sedler, og mange af dem var i omløb.

»Ligesom de foregående år er der primært blevet registreret falske 500-kronesedler,« hedder det på Nationalbankens hjemmeside.