Politiet advarer om flere tilfælde af stenkast mod danske bilister i Sydsverige

Danske pendlere i det sydlige Sverige har oplevet, hvad Rigspolitiet kalder »stenkast« mod deres biler på en motorvej. Politiet opfordrer alle, der måtte opleve det, til at melde det til svensk politi.

 
Mange danske biler er blevet ramt af stenkast på bl.a. den sydsvenske motorvejsstrækning E65. Der er endnu ingen afklaring om, hvem der kaster stenene. Video: Tobias Kobborg. Redigering: Sarah Sander. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På en motorvej i det sydlige Sverige mellem byerne Skurup og Ystad har flere danske bilister oplevet stenkast mod deres biler.

Det får Rigspolitiet til at sende en advarsel til alle danske bilister, der måtte færdes på de kanter.

»I den seneste tid har der været flere tilfælde af stenkast mod danske bilister på E65 mellem Skurup og Ystad i Sydsverige. Oplever man det, så anmeld det straks til svensk politi,« skriver Rigspolitiet på Twitter.

Episoderne er blevet beskrevet af TV 2 Bornholm. De har fundet sted på E65 mellem de to svenske byer.

Mediet fortæller om en bornholmsk pendler, som på en side kaldet Pendlernet Bornholm har rejst debatten og beskrevet, hvordan han selv er blevet udsat for stenkast mod sit køretøj på den sydsvenske motorvej.

TV 2 Bornholm har rettet henvendelse til det svenske Trafikverket, der svarer til det danske Vejdirektoratet, for at undersøge, om der skulle foregå vejarbejde på strækningen, hvor flere har oplevet stenslag mod deres biler.

Det er imidlertid ikke tilfældet, skriver mediet, da Trafikverket ikke er bekendt med igangværende vejarbejde i området.

Motorvejsbro. Rigspolitiet advarer om episoder med stenkast på en motorvej i Sydsverige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

Rigspolitiet kalder selv episoderne for »stenkast«, men yderligere oplysninger er der endnu ikke om episoderne eller om hvad, de måtte skyldes.

I Danmark har der været adskillige eksempler på stenkast fra broer. De har i flere tilfælde efterladt politiet på bar bund.

I 2016 endte det fatalt, da en 30 kilo tung vejflise blev kastet fra en vejbro på Fynske Motorvej. Flisen ramte gennem forruden på en familiebil med et ægtepar og parrets barn. Barnets mor – en tysk kvinde – blev dræbt på stedet, mens hendes mand blev invalideret. Barnet undgik alvorlige skader.

Først i oktober 2020 mente Fyns Politi at være kommet tættere på at finde gerningspersonerne, ligesom de var i gang med nye afhøringer i sagen.