Politiet advarer mod falsk politi på nettet

Uskyldige danske netbrugere trues med bøder for at downloade børneporno.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

- Du har downloadet børneporno. Nu skal du betale en bøde til politiet.

Sådan lyder et af budskaberne i pop up-beskeder, som er begyndt at dukke op på danske computere. Pludselig åbner et nyt browser-vindue, hvor Rigspolitiet, »Politiet i Kongeriget Danmark« eller andre landes politimyndigheder truer med bøder for diverse lovovertrædelser, herunder altså børneporno.

Men beskederne er falske, lyder det nu fra Rigspolitiet, der på det kraftigste advarer danske netbrugere mod at give personlige oplysninger til afsenderen af beskeden.

- Der er tale om forsøg på internetkriminalitet og har altså intet med politiet at gøre. Vi vil gerne advare borgerne mod de mange forskellige former for svindel, der jævnligt florerer på nettet, siger vicepolitiinspektør Johnny Lundberg fra Rigspolitiets IT-efterforskningscenter (NITEC) i en pressemeddelelse.

Han opfordrer borgerne til at bruge deres sunde fornuft, når de modtager mistænkelige henvendelser på nettet.

- Ikke mindst hvis afsenderen ønsker, at man skal videregive personlige oplysninger, herunder kreditkortoplysninger, eller at man skal klikke på links i disse mails. I så fald gør man som udgangspunkt klogest i at ignorere henvendelsen, siger vicepolitiinspektøren.

En metode til at undgå at blive udsat for bødetrusler er at holde sine programmer opdateret, så man altid har nyeste version af eksempelvis internetbrowseren.