Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Når mange danskere har sagt farvel til kontorstolen og parcelhuset for at drage på sommerferie, er det et godt tidspunkt for indbrudstyvene at tage på arbejde.
Flere politikredse advarer mandag om, at ferieperioden typisk betyder flere indbrudstyve i farvandet.
»Skal du på ferie, så overvej at klippe lidt ekstra af hækken, så indbrudstyvene ikke kan gemme sig,« skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport.
»Husk desuden at lade én eller flere lamper være tændt, og lad gerne lidt opvask blive i køkkenet og en haveslange blive i haven så ser det beboet ud,« lyder rådet fra politikredsen.
Fra Nordsjællands Politi lyder der en opfordring til borgerne om at holde øje med hinandens huse i ferieperioden, ligesom en kvinde i Espergærde gjorde det i weekenden.
Kvinden undrede sig over, at der natten mellem lørdag og søndag var sat blomster foran dørene til flere af husene på Vildrosevej og Marievej.
Hun kontaktede politiet, da hun mente, at det kunne være en form for afmærkning af husene.
Hvis blomsterne ikke blev fjernet, kunne det være tegn på, at husene var ferietomme, og at tyven kunne slå til uden at blive forstyrret.
I Østjyllands politikreds har der det seneste døgn været 12 indbrud i privat beboelse. Politiet opfordrer borgerne til at være ekstra opmærksomme i ferieperioden og følge fem råd, hvis huset skal være alene hjemme.
Blandt andet bør man fjerne værdigenstande fra vinduerne, sørge for, at der er lidt hverdagsrod, trække gardinerne fra enkelte steder og bruge tænd/sluk-ure på lys og radio.
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd har antallet af indbrud i private hjem ligget på omkring 32.000 om året i en årrække - men antallet er faldende.
I 2009 toppede det med flere end 48.000 indbrud, og i 2016 var der 31.885 indbrud.
Indbrudstallet i Danmark er dog stadig væsentligt højere end i andre europæiske lande.
/ritzau/