Politichef forsigtigt optimistisk

Et gennembrud er ikke lige om hjørnet, men Ove Dahl tror på, at opklaringen af skuddrabet fra Nørrebro er kommet et godt stykke videre inden jul.

Selv om de involverede ikke er overstrømmende i deres hjælpsomhed, så var det en forsigtig optimistisk efterforskningsleder, der fredag morgen kunne gøre status i skudsagen fra Mimersgade.

- Jeg er forholdsvist optimistisk. Jeg synes, at vi kan skimte en smule lys forude. De involverede er kommet med vidt forskellige forklaringer, og de er alle sammen løgnagtige. Men fra forskellige kanter hører vi forslag til, hvad motivet kan være, og hvor vi skal kigge efter gerningsmændene, siger vicepolitiinspektør Ove Dahl fra Københavns Politi.

De konkrete resultater af efterforskningen holder han tæt ind til kroppen, men han håber på, at sagen kommer væsentlige længere "inden jul".

Indtil videre ligger det fast, at der blev affyret 12 skud med en 9 mm Glock-pistol. Et af skuddene ramte og dræbte en 21-årig mand, der sad i en bil sammen med andre unge kendt fra en af byens kriminelle bandelignende grupper, Sjælørgruppen.

/ritzau/