Politibil stødte sammen med bil i kryds i Køge

Ingen er kommet til skade i ulykken, hvor en politibil og en personbil stødte sammen ved lav fart.

En politibil var sent lørdag aften involveret i en ulykke i krydset Københavnsvej og Værftsvej i Køge.

Ved ulykken stødte politibilen sammen med en personbil i lav fart, skriver Ekstra Bladet, der har talt med vagtchef Thomas Hartmann fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Ingen kom til skade ved ulykken.

Søndag morgen er ingen sigtet i forbindelse med ulykken, der nu skal undersøges. Da en politibil er involveret, skal Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) også ind over sagen.

/ritzau/