Politiassistent sigtet for skud mod voldsmand

Statsadvokaten har valgt at sigte den betjent, der skød en 19-årig mand i Hanstholmcentret i slutningen af april.

En politiassistent fra Thisted er blevet sigtet efter straffelovens strenge voldsparagraf. Det oplyser Tv/Midt-Vest.

Betjenten skød en 19-årig mand i Hanstholmcentret i slutningen af april. Den 19-årige havde gennembanket sin far, og betjenten skød, da den 19-årige angreb faderen igen, mens han lå spændt fast på en båre.

Statsadvokaten har afhørt de implicerede, gennemgået tekniske beviser og besluttet sig for at sigte betjenten efter straffelovens paragraf 245, som omhandler særligt farlige legemsangreb og har en strafferamme på seks år.

Betjenten ramte den 19-årige i benet og i skulderen. Han var i livsfare efter skudepisoden og lå i koma i flere uger, inden han blev udskrevet fra sygehuset.

/ritzau/