Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Midt- og Vestjyllands Politi føler sig nu mere sikre på at kunne få dømt en 16-årig dreng for voldtægt og voldtægtsforsøg mod to små piger i Gullestrup ved Herning i sidste måned.
I et såkaldt indenretsligt forhør for lukkede døre fredag har drengen afgivet en detaljeret forklaring, der på alle væsentlige områder stemmer overens med de to pigers forklaring, oplyser vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard.
- Med den forklaring, så ved vi nu, at den sigtelse, vi har rejst, er den rigtige sigtelse. Vi kan nu sige, at vi efter vores opfattelse har fået fat i den rigtige mand, siger vicepolitiinspektøren.
Den 16-årige dreng blev anholdt fredag i sidste uge og sigtet i et grundlovsforhør dagen efter, hvor han nægtede sig skyldig. Trods sin forklaring har den voldtægtssigtede stadig ikke formelt erkendt sig skyldig i sigtelsen, oplyser Michael Kjeldgaard.
Men den 16-åriges forklaring betyder, at politiet i sin efterforskning nu ikke behøver at undersøge, om andre personer kunne være gerningsmanden, siger han.
Politiet fortsætter dog efterforskningen mod den 16-årige for at finde mere materiale, der kan styrke en tiltale.
Indtil videre holder politiet drengens forklaring hemmelig.
Politiet er også i gang med at undersøge, om den 16-årige står bag to voldtægtsforsøg i Herning i juni og oktober.
- Det gør vi på baggrund af signalementet og fremgangsmåden. Men vi har på nuværende tidspunkt ikke materiale nok til at kunne rejse en sigtelse for de to voldtægtsforsøg, siger vicepolitiinspektøren.
Overgrebene i Gullestrup på de to piger på 10 år og ni år fandt sted den 19. november. Under grundlovsforhøret fremlagde anklageren blandt andet fingeraftryk på en pakke med kondomer, der godtgør, at drengen har været på gerningsstedet.
/ritzau/