Politi uden spor efter 75 skud

Gruppe, som affyrede et stort antal skud mod boligblok i Taastrup, kom i flere biler. Politiet efterlyser stadig vidner.

Politiet på Københavns vestegn var onsdag eftermiddag ikke kommet nærmere gerningsmændene til et voldsomt skyderi tirsdag aften i Taastrup.

Politiet er derfor fortsat særdeles lydhøre over for henvendelser fra offentligheden, siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Carsten Jansson i Københavns Vestegns Politi.

Der blev affyret cirka 75 skud, og de gik gennem døre og vinduer i flere lejligheder i boligblokken på Taastrupgårdsvej 11-19. Også fem biler blev ramt. Angriberne, der kom kørende i flere biler, brugte mindst tre forskellige våben.

Politiet betegner det som et mirakel, at ingen mennesker blev såret.

/ritzau/