Politi: To afghanske drenge påkørt af tog

Læs mere
Fold sammen

Københavns Politi oplyser onsdag eftermiddag, at de to personer, som tidligt onsdag morgen blev påkørt af et tog mellem Ørestad og Københavns Hovedbanegård, var to drenge på henholdsvis 13 og 15 år.

Den 13-årige er afgået ved døden efter togpåkørslen, mens den 15-årige ligger på hospitalet med kvæstelser efter et fald.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at sagen stadig efterforskes, men man mener at vide, at drengene er afghanske statsborgere. De forsøgte angiveligt at komme til Norge, hvor den ene har familie.

Drengene blev ifølge den 15-årige sat af toget på enten Københavns Hovedbanegård eller Dybbølsbro Station, fordi de ikke havde billet til deres videre rejse. De begyndte herefter at gå langs banelegemet, hvor ulykken skete. Politiet mener ikke, at de to drenge tidligere har været i kontakt med de danske myndigheder.

Den 15-årige dreng har onsdag på hospitalet søgt om asyl i Danmark.

BNB