Politi rykker ud til flere brande i København

Politiet kan ikke afvise, at fem-seks brande i København fredag aften har relation til en stor demonstration.

Arkivfoto. Københavns Politi måtte fredag aften rykke ud til flere brande - det vides endnu ikke, om brandene har relation til de demonstrationer, der foregik fredag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Københavns Politi rykkede fredag aften ud til flere brande i området omkring Guldberggade og Sjællandsgade på Nørrebro.

Det oplyser politiet til B.T. og Ekstra Bladet.

Ifølge B.T. var der ild fem-seks steder i området blandt andet i en container og i nogle skraldespande. Der var også ild i en bygning og i en bil.

Klokken 23.30 fredag meldte politiet til Ekstra Bladet, at den seneste brand var slukket, og at man ikke mente, at der var flere aktive brande.

Politiet kan ikke afvise, at ildspåsættelserne har noget at gøre med en stor demonstration til fordel for palæstinensere tidligere på aftenen.

»Jeg kan ikke afvise, at det har noget at gøre med demonstrationen tidligere. Det er det, vi skal til at finde ud af,« siger vicepolitiinspektør Paw Kaltoft til Ekstra Bladet.

Tidligere på dagen var der en stor demonstration ved den israelske ambassade i Hellerup. Den blev opløst af politiet klokken 17, men demonstranterne spredte sig til flere steder i hovedstaden efterfølgende.

Omkring 4000 demonstranter deltog, og politiet måtte bruge tåregas, hunde og knipler mod de fremmødte demonstranter.

I den forbindelse blev tre-fire betjente og to patruljebiler ramt af sten. Ingen af dem kom alvorligt til skade.

Tre personer er anholdt i forbindelse med stenkastene under demonstrationen.

/ritzau/