Politi rykker talstærkt ud til formodet knivstik i Valby

Klokken 18.24 modtog politiet en anmeldelse om knivstik i Valby. Det er uvist, om nogen er kommet til skade.

En anmeldelse om knivstik nær Valby Station torsdag aften har fået politiet til at rykke ud. (Genrefoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Københavns Politi er torsdag aften til stede ved Valby Station, efter at det klokken 18.24 modtog en anmeldelse om knivstikkeri.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Lars Westerweel.

En time efter anmeldelsen er politiet fortsat på stedet.

»Vi er stadig derude. Vi har fået en anmeldelse om et knivstikkeri, og det er vi ved at undersøge«, siger vagtchefen.

Både politi og ambulancer er rykket ud til det formodede gerningssted, oplyser Ritzaus journalist på stedet.

Billeder viser, at der er sat afspærringer op ud for Toftegårds Allé 34, hvor der ligger en 7-Eleven-butik.

Lars Westerweel ønsker ikke at uddybe, hvem der anmeldte knivstikket. Han fortæller, at politiet er i kontakt med flere personer i forbindelse med sagen.

Spørgsmål: Har I fundet nogen, der er tilskadekommet?

»Pas. Jeg har ikke yderligere informationer«, siger Lars Westerweel.

Vagtchefen pointerer, at der ikke gælder nogen særlige forholdsregler for borgere, der befinder sig i området.

/ritzau/