Politi rykkede langsomt ud i terrorsag

PET har fået kritik for at reagere for sent, da danske jøder skulle sikres under terrorangrebet i februar. Men ventetiden skyldes også Københavns Politi. »Det burde have været på plads,« fastslår politiinspektør.

Et israelsk flag og en personlig hilsen foran synagogen mandag 16. februar 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

40 minutter.

Så lang tid gik der, fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) bad Københavns Politi om at stille med fast bevogtning foran den jødiske synagoge efter terrorangrebet på Krudttønden, til de to politifolk stod der.

Dermed er det ikke kun PET, men også Københavns Politis ansvar, at det trak ud med at sikre danske jøder, der om aftenen skulle til fest i Krystalgade.

Ventetiden er blevet aktuel, efter at PET-chef Jens Madsen i sidste uge meddelte, at han ikke længere skulle være chef for efterretningstjenesten. Det gjorde han kun få timer, før justitsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fremlagde den evaluering af myndighedernes indsats, der viste, at PET havde været for langsomme til sikre det jødiske samfund.

»Det er selvsagt ikke tilfredsstillende,« sagde ministeren blandt andet på pressemødet om, at det tog næsten fire timer at etablere fast bevogtning af synagogen, hvor den frivillige vagt Dan Uzan senere på natten blev dræbt.

I evalueringen beskrives forløbet således: Kl. 17.50 orienterer PET Københavns Politi om, at der finder en bat mitzvah-fest – en jødisk pige-konfirmationsfest – sted i menighedshuset ved synagogen kl. 19.

PET følger op med et opkald 18.42, hvor de beder Københavns Politi etablere en fast bevogtning ved synagogen i forbindelse med denne konfirmationsfest.

Men først kl. 19.22 blev der etableret fast bevogtning ved synagogen ved Krystalgade med to politifolk. Der er med andre ord ingen fast bevogtning, når gæsterne ankommer til konfirmationsfesten.

Fast bevogtning manglede

Det trak ud at etablere fast bevogtning, på trods af at synagogen i perioden efter terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo ifølge redegørelsen var et »objekt«, der i ligesom fem andre jødiske eller israelske steder, blev ført særligt tilsyn med. Det skete efter »niveau fem,« som er det højeste niveau, og som betyder, at politiet løbende kører forbi og holder øje med stedet.

Mosaisk Trossamfund havde allerede den 21. januar orienteret PET om planerne om festlighederne. Og efter terrorangrebet på Krudttønden ringer et medlem af Mosaisk Trossamfund kl. 17.24 til en PET-kontaktperson for at huske på, at festen finder sted samme aften.

Set i det lys undrer det formanden for Det Jødiske Samfund, Dan Rosenberg Asmussen, at der går så langt tid, før PET og Københavns Politi får sørget for sikkerheden.

»Jeg er ikke optaget af, om det tager tre eller fire timer. Jeg ikke optaget af, at der sker bevogtning af en tom synagoge. Men vores forventning er, at den faste bevogtning er til stede, når gæsterne kommer til den her bat mitzvah. Det er jo rundering i området (politiets patruljering på grund af føromtalte niveau fem-tilsyn, red.), men decideret opstilling af fast bevogtning, det sker først et sted mellem tyve over syv og halv otte. Det er klart, det er ikke tilfredsstillende i en situation, hvor der er en morder løs i København,« siger han.

Det var søndag ikke muligt at få et interview med Københavns Politi, men i en skriftlig kommentar siger ledende politiinspektør Mogens Lauridsen, at der var »niveau fem-tilsyn kl. 19.« Det skulle have været fast bevogtning, skriver han:

»Selvfølgelig burde bevogtningen have været på plads, da gæsterne ankom. Men fristen var kort, og det var hektiske timer med mange bolde i luften,« lyder det fra Mogens Lauridsen.

Regeringens kommunikation omkring, hvornår den faste bevogtning kom på plads, blev i den netop afsluttede weekend emne for debat.

»Øjeblikkeligt« var forkert

På et pressemøde for internationale journalister den 16. februar svarede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) nemlig en israelsk journalist, at sikkerheden »øjeblikkeligt« blev øget ved synagogen.

Men under fremlæggelsen af evalueringen i onsdags sagde justitsminister Mette Frederiksen, at regeringen tilsyneladende var blevet »bibragt« et billede af situationen, der ikke umiddelbart var korrekt. Men i en artikel i Politiken fortalte en »anonym kilde tæt på forløbet«, at PET ikke havde sagt noget til regeringen om, at synagogen blev bevogtet umiddelbart efter angrebet på Krudttønden.

Det har fået dele af oppositionen til at spekulere i, om PET-chef Jens Madsen blev ofret for at dække over regeringen.

På et samråd skal regeringen nu redegøre for, præcis hvilke informationer regeringen fik om jødernes sikkerhed.