Politi ransager flere adresser

Politiet har stormet og ransaget lejlighed i København. Samtidig er en aktion i gang i Aalborg Øst. Begge aktioner har relation til angrebet på Muhamed-tegner.

Politiet foretog lørdag ransagning i en lejlighed i Aalborg Øst. Fold sammen
Læs mere

I forbindelse med angrebet på tegneren Kurt Westergaard i Århus har politiet flere steder i landet sat ransagninger i værk. Lørdag eftermiddag gik politiet i gang med en aktion på Blåkildevej i Aalborg Øst. Det bekræfter Østjyllands Politi overfor TV2/Nord.

Over middag var en indsatsvogn med plads til otte personer og en teknikerbil på adressen i Aalborg. Men tidligere i lørdag har over 30 betjente været i aktion på stedet.

Ifølge tv-stationens oplysninger er den 28-årige mand, der netop er varetægtsfængslet for angrebet mod Kurt Westergaard, vokset op i Aalborg, ligesom han har haft sin gang i moskeen i Danmarksgade 41 i Aalborg.

Få timer efter tegneren Kurt Westergaard blev forsøgt myrdet med en økse, stormede politiet den lejlighed, hvor den terrorforbundne somalier bor i København. Med hævede våben skaffede de sig adgang til lejligheden, der ligger i en af Københavns omegnskommuner, skriver Ekstra Bladet netavis.

Ransagningen varede omkring 12 timer.

Der er ifølge cpr-registret tilmeldt fire personer, skriver eb.dk. Det drejer sig om en far og en søn og to andre med tilknytning til familien.

Ud over teknikere og efterforskere var også forsvarets bomberyddere på stedet.

/ritzau/