Politi på våbenjagt overraskede rockere

Tre Hells Angels-klubhuse ransaget for våben. Politiet fandt seks håndskydevåben og nogle slagvåben.

Rockere i tre af Hells Angels' klubhuse i København blev tirsdag taget på sengen af politiet, som ledte efter ulovlige skydevåben.

Resultatet blev seks håndskydevåben, nogle slagvåben, en mindre mængde anabolske steroider samt en strømpistol, oplyser politikommissær Jesper Simonsen fra Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet.

To rockere blev anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Baggrunden for aktionen er, at politiet i den senere tid har mødt mange personer med relation til rockermiljøet i Københavns natteliv og fundet dem i besiddelse af ulovlige skydevåben.

/ritzau/