Politi opruster til nye bandeopgør

Politiet har inddraget fridage og øger patruljering. Bander frygtes at optrappe konflikt. GRAFIK: Historisk visitationszone

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Trods forsøgene på at nedtone den seneste tids uroligheder i Hovedstadsområdet forbereder Københavns Politi sig i al stilhed på nye skudepisoder og flere bandeopgør mellem rockere og indvandrergrupper.

Politet går således weekenden i møde i højeste beredskab, og politiledelsen har derfor besluttet at indkalde ekstra personale ved at inddrage frivagter hos en lang række betjente og drosle ned for andre opgaver.

»Vi har øget beredskabet ved at stryge fridage og ved at nedprioritere andre opgaver og sætte synlighed på gaden og efterforskningen i første række. Vi håber meget på, at man besinder sig, men vi er også klar til at tage problemerne i den rækkefølge, de opstår,« siger chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi.

Efter et par fredelige dage venter en weekend, hvor de helt tunge grupperinger i indvandrermiljøet - Blågårds Plads Gruppen og Black Cobra - af mange kilder i miljøet frygtes at gå ind konflikten mellem gadebander samt Hells Angels og deres støtter fra gruppen AK81. Både Black Cobra og Blågårds Plads Gruppen er i stor stil ved at mobilisere støtte.

Mælingsforsøg afvist
Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger er et mæglingsforsøg på Nørrebro mellem ledende bandemedlemmer blevet afvist. Det er angiveligt særligt en episode sidste weekend, hvor to unge indvandrere uden tilknytning til Nørrebro-banderne blev skudt ned foran internetcafeen Surf&Play i Rantzausgade, der skal nu hævnes.

Københavns Politi har samtidig etableret en historisk stor visitationszone i forsøget på at dæmme op for nye, voldsomme uroligheder.

Hele Københavns Politikreds med undtagelse af Tårnby og Dragør har fået status af én stor visitationszone, og det er aldrig sket før.