Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Nordsjællands Politi vil øge kontrollen i de kommende måneder, skriver Frederiksborg Amts Avis.
En stor koordineret færdselskontrol fordelt over det meste af Nordsjælland i torsdags afslører, at for mange bilister vælger at tage bilen til trods for, at de har drukket for meget.
I alt blev 16 bilister sigtet for spirituskørsel på de nordsjællandske veje, og det er for mange, mener Nordsjællands Politi.
- Det er bekymrende, at vi har så mange spirituspåvirkede bilister på vejene i Nordsjælland, siger Arne Martinsen, der er vicepolitiinspektør ved Nordsjællands Politi.
I Rådet for Sikker Trafik er man ikke overrasket over fangsten.
- Desværre ikke. Vi har undersøgelser, der viser, at 1 ud af 200 bilister har for meget spiritus i blodet, og det svarer til cirka 10.000 om dagen. Og det er alt for mange, siger Pernille Ehlers, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
I rådet har man derfor store forhåbninger til de såkaldte alkolåse, som kræver, at man ånder ind i en måler, før bilen kan startes.
- Vi ser gerne, at man i stedet for at få frakendt sit kørekort får installeret en alkolås i en periode. Det er et supergodt instrument til, at folk med et alkoholproblem kan bevare deres mobilitet, samtidig med at de ikke kan køre spritkørsel, siger Pernille Ehlers.
Torsdagens færdselsaktion var særlig på den måde, at samtlige politikredse på Sjælland bidrog med mandskab. Det gjorde det muligt for politiet at have endnu flere kontrolsteder, end det normalt kan lade sig gøre, og det kan meget vel have været årsag til, at så mange spritbilister røg i nettet på en ellers helt normal torsdag eftermiddag. Derfor vil politiet fokusere mere på at fange spritbilister i Nordsjællands Politikreds.
- Vi sætter massivt ind på den del, og aktionen i torsdags bliver fulgt op med yderligere kontrolaktioner i de sidste fire måneder af året, lover Arne Martinsen.
BNB