Politi: Knivstikkerier i København hænger sammen

Politiet mener, at der er en sammenhæng mellem to knivstikkerier, hvor en 16-årig og en 36-årig blev såret.

Politiet måtte natten til søndag rykke ud, da to mænd var blevet ramt af knivstik i København. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En 16-årig dreng og en 36-årig mand blev søndag morgen stukket ned i området omkring Ørstedsparken og Nørre Farimagsgade i København.

Det oplyser Københavns Politi, som klokken 04.16 fik en anmeldelse om knivstikkeriet.

I første omgang fandt politiet en 16-årig dreng, der havde fået to knivstik i ryggen. Siden fandt man en 36-årig mand, der var stukket i hagen og i lænden.

Begge blev bragt til Rigshospitalet, hvor de i løbet af morgenen begge blev erklæret uden for livsfare.

»Vi mener, at de to knivstikkerier hænger sammen, men vi kender ikke motivet, og vi ved ikke, om de to forurettede kender hinanden,« siger politiets centrale efterforskningsleder Jens Skovbjerg.

Han fortæller videre, at politiet har afhørt en del vidner, som dog ikke har kunnet kaste lys over, hvad der er sket eller hvorfor.

I første omgang mente politiet, at der kunne være tale om to grupper, der var stødt sammen.

»Men det kan vi ikke bekræfte,« siger Jens Skovbjerg.

Sidst på formiddagen er en del af Ørstedsparken stadig afspærret i forbindelse med politiets efterforskning.

/ritzau/