Politi: Jerngreb om Pusher Street flytter ikke hashhandel

Hashboderne i Pusher Street bliver tilsyneladende færre. Omvendt ser hashhandlen på Nørrebro ud til at trives.

Hashboderne i Pusher Street bliver tilsyneladende færre. Omvendt ser hashhandlen på Nørrebro ud til at trives. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Øgendal
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Københavns Politi har tirsdag morgen for fjerde dag i træk fjernet alle hashboder i Pusher Street på Christiania.

Denne gang blev betjentene dog mødt af noget færre boder end tidligere, siger vicepolitiinspektør Lars Ole-Karlsen.

»Det er nok for tidligt at konkludere noget, men det er da absolut glædeligt, hvis budskabet om, at vi ikke vil acceptere det store hashsupermarked i København, er trængt ind,« siger han.

Pusher Street var i sidste uge lukket i tre dage. Det var christianitterne selv, der havde taget beslutningen om den midlertidige lukning som en reaktion på, at "volden og den dårlige stemning var taget til".

I den forbindelse har Københavns Politi set sit snit til at optrappe indsatsen i området med daglige rydninger og hyppige patruljeringer.

»Vi fortsætter den strategi, som vi har nu og har haft den seneste tid. Nu bliver det bare med flere ressourcer og dermed en intensiveret indsats,« har Lars Ole-Karlsen tidligere sagt.

I kølvandet på indsatsen i Pusher Street har Ritzau konstateret hyppig og åbenlys handel med hash i Nørrebroparken på Ydre Nørrebro.

Men hos Københavns Politi mener man ikke, at indsatsen på fristaden blot flytter handlen med hash til andre steder i hovedstaden.

»Vi har ikke konstateret nævneværdig aktivitet andre steder. Det er vi selvfølgelig fokuseret på,« siger Lars Ole-Karlsen.

Dog anerkender han, at også handlen med hash i Nørrebroparken er et problem.

»Det er noget, vi håndterer. Det har vi gjort i hele 2018, og det gør vi stadig,« siger han.

I øvrigt mener vicepolitiinspektøren, at christianitterne med fordel kan kaste et blik på Nørrebro. Nærmere bestemt Jægersborggade, der i en årrække var hårdt plaget af handel med hash.

»Det fik man gjort op med i skønt samspil mellem beboerne og politiet. Da politiet fjernede hashhandlerne, etablerede de lokale andre erhverv. I dag kan man se, at det faktisk er en rigtig hyggelig gade. Der kan man håbe, at der sker noget lignende på Christiania,« siger Lars Ole-Karlsen.

/ritzau/