Politi har anholdt flugtfange

Den 37-årige mand, der 20. december overfaldt to fængselsbetjente og flygtede fra Tønder Arrest, er blevet pågrebet igen.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at manden blev anholdt fredag eftermiddag i Nordborg på Als. Politiet fandt frem til hans opholdssted ved hjælp af tip fra offentligheden.

Manden blev efter flugten betegnet som farlig, men anholdelsen skete uden dramatik, oplyser politiet.

Under flugten fra arresten slog og sparkede den 37-årige en kvindelig fængselsbetjent. Få minutter efter, han var stukket af fra arresten, overfaldt han en bilist og stjal vedkommendes bil. Bilen blev efterfølgende set i Læk syd for Tønder, men det lykkedes ikke tysk politi at fange den undvegne fange.

Manden skal nu bag tremmer igen, men han kommer ikke tilbage til arresten i Tønder.

BNB