Politi efterforsker Baggers rockerspor

Politiet efterforsker Stein Baggers forbindelse til Hells Angels. IT Factory kan have været brugt til hvidvask af narkopenge fra rockere, siger ekspert.

Foto: Bax Lindhardt, Scanpix (arkivfoto)

Dansk Politi efterforsker Hells Angels mulige rolle i sagen om den skandaleombruste IT Factory og dets bedragerisigtede eks-direktør Stein Bagger, der er fængslet i USA.

- I forbindelse med IT Factory kan det kun undre, at et selskab er så ihærdigt for at vise omverdenen, at man er succesrig og hæderlig, når man så samtidig samarbejder med en kendt Hells Angels-rocker i form af Brian Sandberg. Det giver alt andet end troværdighed og sætter selskabet i forbindelse med vold og narko. Det noterer vi os selvfølgelig og tager med i vores efterforskning, siger Kim Kliver, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

Det kuldsejlede IT-firma IT Factory har også alle forudsætninger for at være en perfekt middel for kriminelle bagmænd herhjemme til at få hvidvasket millioner, siger en ekspert. Gennem flere år har IT Factory nemlig opbygget en voldsom handel med en række udenlandske partnere langt væk fra de danske myndigheders søgelys samtidig med, at den nu fængslede direktør Stein Baggers personlige venskab med den højtstående HA-rocker Brian Sandberg har sikret dem begge et liv i luksus med adresser i det mondæne Tuborg Havn.

Oplagt at kigge nærmere på Baggers og Sandbergs venskab
- Både fra IT Factory og rockernes side hersker der et stort ønske om at sende penge til udlandet, samtidig med at rockerne gerne vil have blandet de penge, de har tjent på kriminalitet, med reelle penge, hvilket der har været gode muligheder for i IT Factory. Det vil derfor være helt oplagt for myndigheder at kigge nærmere på Stein Bagger og Brian Sandbergs venskab, siger forsker Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet, en af landets førende eksperter inden for bandekriminalitet.

Han peger på at IT Factory udover at foretage millionhandler med selskaber uden for landets grænser også har haft et voldsomt stort cashflow, hvilket gør det ideelt for en gruppe som Hells Angels at kanalisere penge tjent på eksempelvis narkotika og prostitution ind i it-selskabets pengestrømme.

Skatteeksperten Christen Amby forklarer, at det rent teknisk sagtens kan lade sig gøre at bruge IT Factory til at vaske sorte penge hvide.

- Hvis IT Factorys fiktive partnere er placeret i skattely rundt omkring i verden, så kan hvidvaskningen foregå ved, at IT Factory sender en regning til partneren på køb af udstyr eller software. Hells Angels er en global organisation, hvis penge i forvejen flyder i skattely og lande med bankhemmelighed. Det er således enkelt at lade den fiktive partner bruge rockerne sorte penge til at betale den fremsendte regning fra IT Factory i Danmark. Når det er sket, er de sorte penge tryllet om til hvide i form af kundebetaling hos IT Factory, siger han.