Politi: Død mand ved Fredericia blev dræbt

Politiet anholdt torsdag aften to for drab, men kun den ene fremstilles i et grundlovsforhør.

Politibil ved Københavns Byret, mandag den 4. marts 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Den 58-årige mand, der torsdag blev fundet død i sin villa i Erritsø ved Fredericia, blev dræbt.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi fredag morgen i en pressemeddelelse.

Efterforskningen torsdag ledte til, at en 51-årig mand og en 49-årig kvinde efterfølgende blev anholdt.

Parterne kendte hinanden, fortæller politiet.

»De anholdte har en relation til den 58-årige, der ikke er af familiær karakter,« lyder det i pressemeddelelsen.

Men kun manden skal fremstilles i et grundlovsforhør fredag. Kvinden er blevet løsladt igen.

Det er endnu uvist, hvordan den 58-årige er blevet dræbt. Det vides heller ikke, hvordan den 51-årige mand forholder sig til sigtelsen.

I grundlovsforhøret vil den mødende anklager formentligt anmode om, at retsmødet bliver holdt for lukkede døre. Grundlovsforhøret begynder klokken 12.

»Sydøstjyllands Politi har af hensyn til den videre efterforskning og til grundlovsforhøret ikke yderlige oplysninger til offentligheden på nuværende tidspunkt, lyder det fredag kort tid efter klokken otte.«

Vicepolitiinspektør Frede Nissen er ikke vendt tilbage på Ritzaus henvendelser.

Allerede torsdag eftermiddag fortalte politiet, at man havde fundet den døde mand under mistænkelige omstændigheder.

Ved sager om mistænkelige dødsfald efterforsker politiet på samme måde, som var man sikker på, at der var begået et drab.

Det indebærer, at gerningsstedet bliver afspærret, og at der bliver sikret spor, som vil kunne bruges som bevismateriale.

Erritsø, hvor liget blev fundet, ligger omkring fem kilometer sydvest for Fredericia.

/ritzau/