Politi afspærrer station: Ny efterforskning i Emilie Meng-sagen

ARKIVFOTO 2016 af plakat med den savnede Emilie Meng. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Korsør Station blev søndag morgen spærret af i forbindelse med politiets efterforskning i sagen om den dræbte Emilie Meng.

Ifølge vagtchef hos Lolland-Falsters og Sydsjællands Politi Ihm Christensen skyldtes den midlertidige afspærring, at man havde gang i en rekonstruktion af en beretning fra et vidne, som havde set en bil i området.

»Nogle gange er det bedre at rekonstruere vidneudsagn, så man får noget visuelt på det, istedet for at det bare er ord på papir. Og her har man så valgt denne morgen, fordi lysforholdene har været de rigtige,« siger Ihm Christensen, der netop havde hørt om sine kollegaers afspærring fra sagens efterforskningsleder og derfor ikke kan sige meget mere på nuværende tidspunkt.

Derfor er det uvist, om det rekonstruerede vidneudsagn er fra den morgen, hvor Emilie Meng forsvandt.

Det var netop ude på de tidlige morgentimer en sommerdag i juli, at den dengang 17-årige Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station efter en bytur med sine veninder. Først juledag blev hendes lig fundet i et moseområde nær Borup ved Roskilde.

Vicepolitiinspektør og efterforskningsleder på sagen, Søren Ravn, afviser, at der skulle være et gennembrud i sagen. Afspærringen af Korsør Station var en helt almindelig undersøgelse, som er en del af efterforskningen, siger han til TV 2 Øst.

Han ønsker ikke at kommentere på, om det er et konkret tip, der har fået politiet til at rykke ud.

»Det kan jeg ikke kommentere på. Som jeg allerede har sagt, så er det et led i efterforskningen – men det er helt almindelig undersøgelse,« siger Søren Ravn.

Afspærringen blev hævet kort efter kl. 8 søndag morgen, og området er igen farbart.