»Der er sgu god plads herude i aften«, siger fyren og knapper sine bukser.
Han har ret. Der er kun os to på Store Vegas herretoilet, hvor der plejer at være fyldt inden en koncert. Ovenpå, i salen, er der også langt mellem mændene. Kvinderne står derimod tæt. Smilende, smukke - og mange af dem hånd i hånd.
Hvorfor Marie Key har så godt fat i kvinderne, kan der kun gisnes om. Det er derimod et faktum, at den klejne, lidt kejtede pige bag brillerne skriver fortrinlige sange. Det har hun gjort i en årrække, men foretog alligevel et kunstnerisk kvantespring med dette års »De her dage«, som er på et niveau for sig selv i ny dansk pop.
Det er aftenen i Store Vega også. Med to trommeslagere og sparringspartneren Andreas »Maskinen« Sommer bag tangenter og elektronik åbnes sættet med »Landet«. Melodiøs og enkel, men samtidig facetteret og bygget op om Marie Keys lyse fraseringer og fortællende tekster, der tidligere i karrieren blandede humor og troskyldighed med bitterhed og smerte.
Som i »Mormor« som hun giver solo på scenen. Og man ved ikke, om man skal grine eller græde af historien om en mormor, der lyser op, da hun ser en ring på sit barnebarns finger, og tror hun er blevet forlovet - indtil barnebarnet fortæller, at hun selv har købt ringen for en halvtredser i Magasin.
På det nyeste album er humoren imidlertid renset ud til fordel for strofer, som stadig er meget enkle, men mere inderlige, alvorsfulde. Som i nogle af aftenens højdepunkter - »Crowd«, »Skagen«, »Uopnåelig« - men allerstærkest i »Et aftalt spil«, der ligner årets bedste popsang.
Her står Marie Keys kunstneriske greb også tydeligt frem: En tidstypisk poplyd stemmes op mod en lidt aparte stemme og en tekst, som er i tættere familie med poesien end med Medina.
»I et stikkende sekund/hører jeg dig sige/Hvorfor er vi ikke frie«, lyder nogle af de linjer, der sætter sig dybt i Store Vega. Men humoren er stadig en del af Marie Key. Dog kun mellem numrene og ofte i selvudleverende anekdoter, som sammen med sangene udgør en oplevelse af fineste karat.
For os mænd - og alle kvinderne.