Plum-advokat: Sørgeligt punktum

Den kendte Ungdomshus- og Christiania-advokat Knud Foldschack begræder konkursen i Plum-fonden.

"Vi havde håbet, at bevare den sidste værdighed for fonden. Men det har ikke vist sig muligt."

Advokat Knud Foldschack - kendt fra blandt andet striden om Ungdomshuset og Christiania - er dybt skuffet over beslutningen om at begære Enkefru Plums Støttefond konkurs.

"Desværre har det vist sig, at der ikke er nogen anden mulighed. Vi kunne ikke få en stille nedlukning igennem," konstaterer Knud Foldschack, der sidste år kom ind i billedet i Plum-fonden.

Det skete i forbindelse med de eskalerende stridigheder mellem fondens altdominerende skikkelse - advokat Christian Harlang - og et flertal af bestyrelsesmedlemmerne.

Åben krig

Flertallet besluttedei foråret 2009 at hyre Foldschack til at varetage deres interesser og siden har Foldschack og Harlang ligget i mere eller mindre åben krig.

"Det er sørgeligt, at en person med så mange forskellige kasketter har disponeret sådan, at fondens kapital er helt væk i dag," siger Foldschack med direkte adresse til Harlang.

Men Christian Harlang har jo ikke siddet alene i fonden. Har de andre bestyrelsesmedlemmer ikke også et ansvar?

"Han har ikke siddet i bestyrelsen alene. Men han har ikke forsømt nogen lejlighed til at lege livstidsudnævnt solkonge. Han har været både advokat, rådgiver, direktør og bestyrelsesmedlem. Han har været den altoverskyggende figur i fonden, og har med sin position domineret hele fonden," mener Foldschack.

Interaktivt: Enkefru Plums Støttefond

Han venter nu, at den advokat der skal varetage Plum-konkursen vil gennemgå Harlangs handlinger i fonden nøje.

"Det er jo væltet ud af skabene med skattesager og andet. Blandt andet har vi opdaget udlodninger for flere hundrede tusinde kroner, som der ikke er betalt skat af. Derfor kommer der nu et krav fra Skat," siger Foldschack, der siden efteråret har ligget i en strid med Harlang om fondens materiale.

"Harlang nægter at udlevere fondens materiale til os. Derfor kører vi en fogedsag mod ham, som kommer for retten til starten af juni. Samtidig har Harlang også anlagt et hav af injuriesager mod os alle. Dem glæder vi os til at vinde," siger Foldschack.

Berlingske.dk arbejder på at få en kommentar fra Christian Harlang.