Håret er tjavset, stemmen dirrer, og følelserne presser sig på.
Da Brian Mikkelsen, der er direktør for Dansk Erhverv, i dag møder pressen i hjertet af København, er han tydeligt berørt.
»Jeg græd i morges,« siger han.
Og det er måske ikke så underligt.
Få timer tidligere fik han nemlig besked om, at børsbygningen, der ligger på Slotsholmen, og som Dansk Erhverv ejer, var i brand.
»Det er slet ikke til at bære, og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det,« siger han og tilføjer:
»Selv med alle mine familiehistorier, så er det nok den mest tragiske dag i mit liv.«
I skrivende stund er slukningsarbejdet stadig i gang. Mens store flammer har ædt sig gennem en stor del af bygningen – inklusive det ikoniske dragespir på taget – er det fortsat uvist, hvor meget der kan reddes.
»Det er en kæmpe tragedie,« siger Brian Mikkelsen.

Løb ind med brækjern
Børsbygningen er i sig selv en del af danmarkshistorien, og det gælder også de mange værker, der gemmer sig bag murene.
Det er 400 års dansk kultur- og erhvervshistorie, der brænder, påpeger Brian Mikkelsen, som tidligere har været kulturminister.
Mens flammerne tog til, begyndte arbejdet med at redde en række malerier ud af bygningen. Også her spillede Brian Mikkelsen selv en vigtig rolle.
Først var han med til – siddende på fortovet – at udpege de værker, der var allervigtigst at få ud, inden de blev ødelagt.
En opgave, der selv for garvede kunstkendere formentlig ikke var været let.
Bygningen rummer nogle meget ikoniske billeder – blandt andet af P.S. Krøyer, men også andre unikke værker.
Da papirarbejdet var ovre, tog direktøren selv affære sammen med brandfolk og andre, der på det tidspunkt stod og så til.
»Vi løb ind og tog nogle af de vigtigste ting, som betyder noget for historien. Fra Christian 4. og Krøyer-malerier,« siger Brian Mikkelsen.
»Vi stod og hev og sled derinde med brækjern. Vi har reddet rigtig, rigtig meget, men ikke alt,« tilføjer han.
Blandt andet er det ikke lykkedes at redde en stor Christian 4.-statue, da den er umulig at få ud af bygningen.

Velfærdsstatens fundament i flammer
Netop i år skulle Dansk Erhverv efter planen fejre, at det er 400 år siden, at bygningen åbnede. Det havde Brian Mikkelsen glædet sig til, fortæller han.
»Det er slet ikke til at bære. Alle i Dansk Erhverv står og græder,« siger han.
I stedet markerer året nu bygningens fald. Og det er ifølge Brian Mikkelsen en ren tragedie.
Børsbygningen symboliserer ifølge direktøren den handel, der har været med til at forme det samfund, vi har i dag.
»Det er fundamentet for den danske velfærdsstat, siger Brian Mikkelsen.
Nu skal han mødes med sine medarbejdere – ganske vist over Teams – og tale med dem om situationen.
For selvom den tidligere minister er dybt berørt af situationen, må han forsøge at holde sammen på sig selv.
»Jeg må græde i aften,« siger han.
Tirsdag eftermiddag brænder det stadig i den historiske bygning. Beredskabet har meddelt, at det i hvert fald vil være til stede det næste døgn.
Hvad årsagen til branden har været, er endnu ikke kommet frem til offentligheden eller Berlingske.