Pludselig havde Simone en ekstra mor

Et stigende antal adopterede opsøger deres biologiske familie. Ofte fremstilles genforeningen som den store lykke. Men mødet kan også udløse magtesløshed og frustration. 29-årige Simone Kenhof fik pludselig en ekstra mor, men forholdet var ved at knække fra start.

29-årige Simone Kenhof blev adopteret fra Sydkorea, da hun var få måneder gammel. Hun havde aldrig forsøgt at finde sin biologiske mor, før hun tilfældigt fik chancen. Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Motorens dæmpede rumlen blev med ét brudt af ringetonen fra en mobiltelefon. Simone kiggede ud gennem bilruden på en af Asiens største metropoler med 21 millioner indbyggere, Gangnam Style og skyskrabere. Et medlem af en koreansk kirke besvarede opkaldet fra mobiltelefonen. Han vendte sig mod Simone på bagsædet. Der var besked fra Simones biologiske mor. Hun ville mødes.

Kalenderen viste april 2015, og på det tidspunkt befandt den dengang 28-årige Simone Kenhof sig i Sydkoreas hovedstad, Seoul. Den danske studerende på Professionshøjskolen Metropol fra Frederiksberg var inviteret dertil af en koreansk kirke som et tilbud til adopterede fra Sydkorea. Gennem fire dage havde hun vandret mellem neonlys, duften af kirsebærtræer og farverige kejserpaladser fra 1300- og 1400-tallet.

Allerede dagen efter opkaldet i bilen mødte Simone sin biologiske mor i et lokale hos en koreansk adoptionsorganisation. Simone trådte ind i rummet, og en kvinde gik direkte mod hende. Hun havde samme højde som Simone, samme mund, samme kæbe, samme næse.

I TV-programmer som »Sporløs« ser det ofte entydigt lykkeligt ud, når den adopterede og forældrene finder sammen i tårer og tæt omfavnelse. Den adopterede vender hjem til sit fødeland, bliver genforenet med sin biologiske familie og får svar på alle de ubesvarede spørgsmål. I Korea Klubben i København oplever man et stort boom i antallet af adopterede, der søger deres biologiske ophav. Men for mange venter der en udfordring efter genforeningen, når sprog, geografi og kultur adskiller den adopterede fra den nyvundne familie. For hvad stiller man op med en mor flere tusinde kilometer væk, som man ikke kan tale med?

Simone var helt uforberedt, da hun sidste år blev genforenet med sin biologiske mor. Mødet med hende sendte Simone ud i en række følelsesafkroge. Glæde blev til magtesløshed, ro til frustration.

Simone blev bortadopteret fra Sydkorea, da hun var fire måneder gammel. Hendes forældre kunne ikke forsørge hende. Parret var ungt, og hendes far blev kaldt i hæren. I Danmark havde Vivi og Klaus Kenhof i flere år forsøgt at få børn, og nu havde de fået nok af gentagne fertilitetsbehandlinger. Simone blev sendt fra Korea med fly til Vivi og Klaus i Asnæs.

Simone Kenhof (t.v.) med sin biologiske mor ?på stranden i Busan, da de netop havde mødt ?hinanden første gang. Fold sammen
Læs mere

 

I de små klasser i folkeskolen arrangerede adoptivforældrene temadage om Korea. Klassekammeraterne smagte kimchi og bulgogi, to hjørnesten i den koreanske madkultur. De tegnede det koreanske flag og prøvede at skrive bogstaver fra det koreanske alfabet, hangul. Simone opfattede ikke det at være adopteret som et problem. Alligevel følte hun sig anderledes, og gennem hele sin barndom havde hun brug for ro. Ofte søgte hun ind på sit værelse og lukkede døren.

Omtrent 22.000 børn er adopteret fra udlandet til Danmark i perioden fra 1970 til 2015, viser de seneste opgørelser fra Adoptionsnævnet. Med over 8.500 adopterede topper Sydkorea listen over afgiverlandene. Fra 1972-1988 kom der op mod 400 børn fra Sydkorea – hvert år. En af dem var Simone, der landede i Kastrup Lufthavn den 5. juni 1987.

28 år senere, i foråret 2015, blev hun tilbudt en rejse til Sydkorea. En koreansk kirke inviterede unge, kvindelige studerende adopteret fra Sydkorea tilbage til fødelandet. Simone tvivlede. Rejsen var gratis og gav en unik mulighed for at se det land, hun var født i. Og mulighed for at opsøge sit biologiske ophav. Men Simone var glad for at være adopteret og havde ikke behov for at grave i sin fortid.

Hjemme på Frederiksberg, hvor Simone bor med sin mand, Charlie Buurskov, og deres toårige søn, Michas, søgte hun ind på soveværelset – og lukkede døren. Hun grublede. Hun talte med sin mand og vendte rejsen med sin danske mor, Vivi. De støttede hende, så Simone greb muligheden som et eventyr, og 29. marts 2015 fløj hun mod Seoul. Allerede efter fire dage faldt den overraskende nyhed. En koreansk adoptionsorganisation havde fundet hendes koreanske mor.

Simone gik forsigtigt ind i rummet. Hun havde fået at vide, at moren var så fuld af skam, at hun ikke måtte tage billeder. Foran Simone stod en kvinde, der lignede hende selv. Hendes biologiske mor. I bilen på vej derhen spekulerede Simone på, om de skulle kramme. Hun havde hørt, at koreanere ikke krammer. Men Simones mor omfavnede hende med det samme. Ikke hårdt eller knugende, men fint, blødt, nænsomt.

Tårerne perlede på morens kinder. Hendes ansigt var vredet i et stort undskyld. Moren blev ved med at græde, i flere minutter. Simone forsøgte at trøste sin biologiske mor og få tolken til at oversætte, at hun ikke skulle være ked af det. Simone havde sagt ja til søgningen for at give moren vished om, at den bortadopterede datter havde fået et fint liv.

Simone Kenhofs biologiske mor, biologiske mormor ?og Simone selv, da Simone og hendes danske familie ?besøgte den koreanske i juni i år. Fold sammen
Læs mere

»Jeg har det godt,« sagde Simone.

Moren havde medbragt et billede af Simones biologiske far. Hun syntes, at Simone lignede ham.

Simone græd ikke. Hun stod som forstenet og vidste ikke, hvad hun skulle sige.

»Er der nogen arvelige sygdomme i familien,« fremstammede hun.

Normalt havde hun let ved at vise følelser, men de alt for hektiske dage med kirken havde sat sine spor og gjort hende ude af stand til at føle noget. Det hele var gået for stærkt, og nu mærkede hun mest et pres.

Hun prøvede at leve sig ind i situationen. Prøvede at føle noget. Det stressede. Den anden medrejsende danske studerende på turen havde udtrykt stor lyst til at møde sit biologiske ophav, og nu fik Simone dårlig samvittighed over, at det i stedet skete for hende.

»Her står jeg og er heldig, men føler ingenting,« tænkte hun.

Til frokost fiskede de kød op af wokken, klippede det i stykker og lagde det i skåle. Moren lagde kød over i Simones skål. Pludselig førte hun også kødet op til Simones mund. Inden Simone nåede at reagere, åbnede hun automatisk munden og lod sig made af sin mor. Et øjeblik efter gjorde moren tegn til, at hun igen skulle åbne munden. Simone så forbavset til, da moren fjernede en kødrest mellem Simones tænder. Som mor forstod Simone sin biologiske mors behov. Hun lod hende gøre det.

Et par dage før jul i 2015 tikkede et foto fra Simones nye koreanske bror ind på Simones mobil. Så snart Simone så billedet, piblede tårerne. En nyfødt baby lå midt på billedet, det var Simones niece. Det var overvældende, at hendes bror tænkte på hende som én af de første, da han blev far. De havde end ikke mødt hinanden. Simone var så stolt, at hun lod mobilen vandre rundt til hele sin danske familie, der var samlet på skiferie. Det slog hende, at hun var lige så rørt, som havde det været hendes danske søster eller bror.

Efter at Simone kom hjem fra rejsen til Sydkorea, forsøgte hun at holde kontakt med sin koreanske mor og brødre, som skrev til hende efter at have hørt om genforeningen med moren. Over webtjenesten kakaotalk.com sendte de fotos og korte beskeder.

BMSOLO BMINTERN - Simone adoption korea Fold sammen
Læs mere

I begyndelsen forsøgte de at oversætte enkle passager til hinanden med apps og Google Translate. Men sætningerne var ikke til at forstå. Senere opsøgte Simone en række frivillige oversættere, men der gik nemt halvanden måned, før et svar blev oversat. På et tidspunkt oplevede hun, at en oversætter selv kontaktede hendes koreanske familie og førte samtalen for hende.

Sproget er ofte den største barriere ved en genforening mellem den adopterede og den biologiske familie. Der opstår nemt misforståelser med en tolk. Korea Klubben melder om mange adopterede, der ikke opnår den tilknytning, de havde håbet på.

Også for Simone blev det mere og mere frustrerende, og den nye relation mellem mor og datter vaklede. De talte ofte forbi hinanden på kakaotalk.com. I efteråret 2015 forsøgte Simone at skabe et dybere forhold med et femsiders tætskrevet brev til sin koreanske mor, som hun fik oversat til koreansk. Her fremhævede hun, at moren ikke skulle have dårlig samvittighed.

»Alle har selvfølgelig deres kampe i livet, men du må aldrig være ked af, at du valgte at bortadoptere mig til Danmark. Jeg har aldrig været et af de børn, der var vred eller skuffet over at være adopteret. Jeg forstår fuldt ud dit valg, og jeg takker dig for at have givet mig dette fantastiske liv, som jeg har her i Danmark,« skrev Simone.

Og hun ville gøre sin koreanske mor stolt:

»Jeg får rigtig gode karakterer, så jeg håber, at du er stolt af mig. Jeg afsluttede lige en eksamen i går, og jeg fik 10, hvilket er det næstbedste, man overhovedet kan opnå. Du skal vide, at jeg tænker meget på dig og mine brødre. Jeg er så begejstret for, at jeg også skal være faster. Stort tillykke med, at din søn snart skal være far. Dit andet barnebarn, er det ikke fantastisk! Jeg føler mig så forbundet til dem, selv om jeg ikke har mødt dem endnu, det er ubeskriveligt. Kære Mama K, jeg vil gå i seng nu.«

29-årige Simone Kenhof blev adopteret fra Sydkorea, da hun var få måneder gammel. Hun havde aldrig forsøgt at finde sin biologiske mor, før hun tilfældigt fik chancen. Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Det gav Simone ro, at hendes koreanske mor fik vished om, at Simone havde det godt. Da hun i 2016 fik tilbudt sit drømmejob i Dansk Kvindesamfunds Krisecenter, reagerede hun som det første med både at ringe til sin danske mor og skrive til sin koreanske mor.

Men svarene fra moren stod i begyndelsen ikke altid mål med Simones forventninger. De bestod af kærlige, men generelle sætninger, som ikke gav Simone mere viden om moren.

»Jeg er virkelig taknemmelig for, at du ser så glad ud for at være der. Selv om jeg ikke selv kunne tage mig af dig, er jeg virkelig glad for at se, at du er vokset så godt op og altid ser glad ud. Jeg håber, at du fortsat får masser af glæde. Jeg ønsker kun, at du har det godt og er sund,« skrev moren.

Det tærede på Simone. Hun ville have spørgsmål. Hun ville have udvikling. Det var irriterende at bo så langt fra hinanden og investere så megen energi i at få et forhold til at lykkes, tænkte hun.

Simones mand, Charlie, opdagede, hvor det bar hen. Det var sen eftermiddag 4. januar 2016, og der var stadig et par uger til Simones fødselsdag. Men han kunne ikke vente med at give sin gave. Simone åbnede brevet og lignede en, der ikke troede på, hvad der stod. Det var en opfordring til at rejse til Sydkorea.

Gaven tændte den energi, Simone havde brug for. Hun lagde budget, skrev til studiet, bestilte billetter og inviterede sin danske mor og søskende. Hun ville forene den danske og koreanske familie. 15. juni 2016 fløj de mod Seoul.

Efterskrift: Simone Kenhof og hendes danske familie var af sted i 14 dage. De var til Simones koreanske brors bryllup, i sommerhus og i forlystelsespark med familien. Simone blev præsenteret for sin mormor, morfar, mostre, morbrødre, fætre og kusiner. Den koreanske familie vil nu arbejde hårdt for at komme på besøg i Danmark.

»Alle har selvfølgelig deres kampe i livet, men du må aldrig være ked af, at du valgte at bortadoptere mig til Danmark.«
Simone Kenhof i et brev til sin biologiske mor