En af de førende danske eksperter i flåtbårne sygdomme, Nanna Skaarup Andersen, er ganske overrasket over en ny udvikling:

I løbet af de seneste to et halvt år har seks danskere fået gigt, efter at de er blevet bidt af en flåt.

Alle seks har opholdt sig i naturområdet Marbæk Plantage nær Esbjerg.

Nanna Skaarup Andersen, der er afdelingslæge ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital, har været med til at lave studiet, hvor de opsigtsvækkende resultater er kommet frem.

»Det er første gang, at vi ser så mange tilfælde af flåtoverført gigt. Det er meget overraskende og noget, som vi aldrig før har set i Danmark,« siger afdelingslægen i et interview til TV 2.

Tv-stationen har fået oplysningerne bekræftet fra Esbjerg og Grindsted Sygehus, der har behandlet patienterne. 

Lektor: Flyt fokus

Når det kommer til flåter, er det ellers særligt én sygdom, der har fået opmærksomhed det seneste år: TBE (Tick-borne encephalitis) eller flåtoverført hjernebetændelse, som den hedder. 

Ganske få er blevet smittet, men tallet er alligevel steget. Sidste år blev 12 smittet, mens tallet i 2022 var fem og før det syv.

Og hvis man befinder sig på steder som for eksempel Bornholm eller i Tisvilde Hegn i Nordsjælland, er der også grund til at være opmærksom, hvis man bliver bidt.

Det massive fokus på den alvorlige, men sjældne sygdom, har haft en direkte effekt på folk, der i langt højere grad end før blev vaccineret mod hjernebetændelsen. På et tidspunkt var der helt udsolgt for vaccinerne.

Men det er et helt forkert sted at lægge fokus, mener Nanna Skaarup Andersen, som i stedet mener, at fokus skal være på at forebygge flåtbid.

»TBE er en alvorlig sygdom, men vi glemmer, at 150-250 hvert år får eksempelvis ansigtslammelser fra neuroborreliose, der overføres fra flåter. Det er selve flåten, vi skal fokusere på«, siger hun i et interview til Politiken.

Hvad kan du selv gøre?

De danske sundhedsmyndigheder har samlet en række råd til, hvad du selv kan gøre for at sikre dig bedst muligt mod at blive bidt af en flåt. 

Her kan du se tre af dem, der er samlet på sundhed.dk:

  • Du kan reducere risikoen for at blive bidt af en flåt ved at holde dig på stier og ikke gå på tværs af vegetation.

  • Bevæger du dig væk fra stien, opfordres du til at bruge lange bukser, lange ærmer og støvler.

  • Almindelige myggemidler har en afskrækkende effekt på flåter. Det kan du bruge som beskyttelse.

I det konkrete tilfælde fra Esbjerg er der ifølge TV 2 primært tale om mænd, der er mellem 40 og 80 år. 

De fik alle konstateret gigt i håndleddet eller knæet, efter at de var blevet bidt af en flåt, som har videregivet en særlig borreliabakterie.