Plejehjemsfond: Kommunale regler kvæler private velfærdsinitiativer

På papiret er der frit valg af ældrepleje, men i praksis kan kun store virksomheder, som kan garantere service til alle borgere i en kommune, komme ind på markedet. Eller lykkeriddere, som knækker nakken på opgaven. Små virksomheder, som vil skalere langsomt op, har nærmest ingen chance, mener OK Fonden, som driver private plejehjem overalt i Danmark.

Hvis man gerne vil arbejde med små enheder og genkendeligt personale, er det op ad bakke at blive godkendt som leverandør af hjemmehjælp i danske kommuner, der ofte kræver, at en leverandør kan dække hele kommunen for at blive godkendt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad nu, hvis man tog udgangspunkt i ældre menneskers behov? Hvis man nu begyndte med behovet og først derefter så på økonomien, hvordan skulle man så indrette ældrepleje og plejehjem?

Nogenlunde sådan har OK Fonden, som driver plejehjem i hele landet, tænkt, og derfor har fonden tænkt i nærhed. Tænkt små enheder, hvor ældre kender personalet, i stedet for i stordrift.

Rundt omkring i landet bygger OK Fonden plejehjem og ældreegnede boliger klos op ad hinanden, så helt almindelige borgere kan flytte ind i boligerne med lidt bredere døre uden dørtrin og større badeværelser.

Når behovet for hjemmehjælp dernæst opstår kan en sosu-assistent eller sygeplejerske gå fra plejehjemmet på den ene side af gaden, og gå over på den anden side af gaden til den borger, der har brug for hjælp.

Og når behovet bliver for stort, kan den ældre flytte fra sin ældreegnede bolig over på plejehjemmet på den anden side af gaden. Den model kalder OK Fonden for »Boliger for livet«.

Men når OK Fondens personale krydser gaden, går de fra én kommunal kategori til en anden, og det skaber problemer.

»Så bliver vores plejehjemsansatte til en hjemmehjælper og for at blive godkendt som leverandør af hjemmehjælp i danske kommuner, skal man kunne levere hjemmehjælp til borgere i hele kommunen,« forklarer Mikkel Damgaards, som er chefkonsulent i OK Fonden.

Han er også tidligere velfærdsdirektør i Gribskov Kommune, så han kender problematikken fra begge sider af skrivebordet. Han kender serviceloven ud og ind, og han ved hvilket pres, der venter landets kommuner, efterhånden som antallet af plejekrævende ældre vokser og vokser frem mod 2050.

»Forpligtelsen til at dække hele kommunen betyder for os, at så skal vi ansætte mange flere, og vi skal indkøbe biler og så videre. Det kan modellen slet ikke holde til,« siger Mikkel Damgaards, som i Gribskov Kommune oplevede de praktiske konsekvenser set fra kommunens side.

»Vi oplevede, at der var små leverandører, som gerne ville levere nærhed og kvalitet, og dem kunne vi beklageligvis ikke samarbejde med,« fortæller han og går videre til de større perspektiver.

Markedsudelukkelse

For sådan som det lovfæstede frie valg af hjemmehjælp bliver forvaltet i danske kommuner, betyder det, at det er alt eller intet for virksomheder, som gerne vil levere hjemmehjælp. Når entreprenante firmaer i det ganske land vil starte private hjemmehjælpsfirmaer, kan de ikke starte småt og lige så stille skalere op. For at blive godkendt som leverandør af hjemmehjælp til en kommune, skal virksomheder nemlig oftest kunne garantere, at de kan levere til borgere i hele kommunen.

»Og det er virkelig en hæmsko,« siger Mikkel Damgaards.

Nyere dansk velfærdshistorie er rig på eksempler på virksomheder, der har knækket nakken, når de har skullet stable hjemmehjælp til alle borgere i en kommune på benene.

Mest kendt er nok Pleje Plus' konkurs på Lolland, men også Din Flexible Service ApS, som leverede hjemmepleje til seks kommuner i hovedstadsområdet er gået konkurs, og samme skæbne har ramt adskillige andre firmaer.

Hver gang en privat leverandør går konkurs, skal kommunen i hast stable hjemmehjælp på benene, og plejekrævende ældre bliver ufrivillige ofre for det efterfølgende kaos. Tilbage på markedet er store koncerner, der leverer i mange kommuner på en gang, men spørgsmålet er, om det var intentionen bag lovgivningen om det frie valg af hjemmehjælp.

»Konsekvensen er reelt markedsudelukkelse. Det er sådan i dag, at det formentligt i alle landets kommuner er kommunen, der er hovedleverandør og er prissættende, og dermed, at de mindre leverandører, der ønsker at indtræde på markedet, skal levere til samme pris som kommunen, og de skal også kunne dække hele kommunen såfremt de tilvælges,« forklarer Mikkel Damgaards.

For de ældre borgere betyder det også langt henad vejen, at de private tilbud kommer til at ligne de kommunale tilbud.

»Jeg tror sådan set, at det vi ser realiseret, er en utilsigtet skævvridning på grund lovgivningens indretning,« mener Mikkel Damgaards, som også har en løsning klar.

»Faktisk kan kommuner uddele fritvalgsbeviser til borgere inden for et mindre område og på den måde give dem ret til at vælge private leverandører, som så ikke behøver at forpligte sig på at skalere helt op og levere til hele kommunen. Men jeg tror, at i nogle kommuner bliver det set som noget meget besværligt at gøre,« siger Mikkel Damgaards og fortsætter:

»Brug af fritvalgsbeviser kræver, at politikerne i kommunalbestyrelsen har besluttet det. Det er altså ikke en mulighed, borgerne automatisk har. Man kunne løse store dele af problematikken ved at indføre en pligt for kommuner til at tilbyde fritvalgsbeviser i geografisk afgrænsede områder som supplement til eksisterende godkendelsesmodeller. Det ville skabe mere innovation og bedre hjemmehjælp til borgerne,« mener han.

»Og det er vel det, det handler om, uanset om man er lovgiver, kommune eller leverandør af hjemmehjælp,« siger Mikkel Damgaards.

Professor og forsker i dansk velfærd ved Roskilde Universitet, Tine Rostgaard, bekræfter, at mange kommuner er tilbageholdende over for at bruge fritvalgsbeviser, men set fra kommunernes side fører borgernes frie valg af velfærd ikke nødvendigvis til bedre hjemmehjælp.

»For eksempel havde Københavns Kommune på et tidspunkt 36 leverandører på området, og kommunen regnede så ud, at det kostede syv millioner kroner om året alene at administrere fritvalgsordningen,« forklarer hun.

»Det beløb kan man trods alt få en del varme hænder for. Man skal tænke på, at det ikke kun er administrationsomkostninger internt i kommunen. Borgeren skal også have information om alle de forskellige tilbud, og det kan hurtigt løbe op, så nu har Københavns Kommune kun to leverandører,« forklarer Tine Rostgaard.

»Og med hensyn til fritvalgsbeviserne, som skal gives til hver enkelte borger, vil man gerne undgå, at nogle leverandører skummer fløden og kun leverer til mindst plejekrævende ældre. Så for kommunerne er der mange overvejelser i spil,« mener professoren.