Plejehjemsdød: Politi dropper drabssag mod dement mand

I slutningen af juli blev en 85-årig kvinde fundet død i sin seng på et plejehjem. Ingen tiltales for drab.

En ældre mand kan onsdag ånde lettet op.

I flere uger har han været sigtet for drab på en 85-årig kvinde, der blev fundet død i sin seng på et plejehjem i Vojens 29. juli.

Dødsfaldet virkede mistænkeligt, så politiet gik i gang med at efterforske, om der kunne være tale om drab. I den forbindelse blev den ældre mand anholdt og sigtet for at have dræbt kvinden.

Retten i Sønderborg løslod dog manden efter et grundlovsforhør, og nu oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at man ikke går videre med sagen.

»Vi kan ikke rejse en tiltale mod den ældre mand, der har været sigtet i sagen. Vi kan ikke bevise, at han er skyldig i drab,« forklarer senioranklager Rikke Brændgaard-Nielsen.

Anklagemyndigheden har siden dødsfaldet set på det samlede materiale i efterforskningen. På baggrund af det har man vurderet, at hverken den ældre mand eller andre vil blive tiltalt i sagen.

Manden, der er 90 år gammel og dement, blev anholdt på plejehjemmet.

Ifølge JydskeVestkysten, der var til stede ved grundlovsforhøret, blev afhøringen af ham blev opgivet, da anklageren ikke kunne få svar på sine spørgsmål.

Dommeren valgte at løslade manden, da der ikke blev fundet begrundet mistanke for, at han skulle have været skyld i kvindens død.

Trods løsladelsen opretholdt politiet sigtelsen mod manden. Men cirka halvanden måned efter dødsfaldet vurderes sagen som afsluttet.

»Efterforskningen stopper her, medmindre der dukker afgørende nyt op senere. Det kan vi jo aldrig afvise. Og en sag af denne alvorlige karakter vil vi jo altid kigge på igen, hvis der kommer nye oplysninger,« siger Rikke Brændgaard-Nielsen.

/ritzau/