Plejehjem og kommuner misforstår deres rettigheder til at teste ansatte

En lang række plejehjem påstår, at der ikke er lovhjemmel til at kræve af plejehjemsansatte, at de er testet for covid-19. Men Beskæftigelsesministeriet siger noget andet.

En lang række svar fra kommuner og plejehjem på Berlingskes spørgsmål viser, at der mangler viden om, at arbejdsgivere har lov til pålægge de ansatte at blive testet for covid-19. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Goldmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Plejehjem har ikke ret til at kræve, at ansatte, der arbejder med ældre, bliver testet for covid-19.

Sådan hævder en lang række plejehjem og kommuner, hvoraf en del af dem for nylig har været ramt af smitte, i skriftlige svar til Berlingske.

Eksempelvis har Vejen Kommune, hvor to ansatte i plejehjemssektoren har været smittet inden for en treugers periode, svaret på, hvorfor man ikke pålægger de ansatte at blive testet.

»Fordi vi ikke har lovhjemmel til det,« lyder svaret.

»Det er der ikke lovhjemmel til. Så vi baserer os på, at vi har tillid til medarbejderne,« skriver et andet plejecenter.

»Det må vi ikke. Så skal vi gøre det samme med besøgende,« svarer et tredje.

Problemet er bare, at det ikke er korrekt. Arbejdsgivere må godt pålægge ansatte at blive testet.

De må gerne stille krav

For nylig undrede en pårørende til en plejehjemsbeboer i Gentofte sig i Berlingske over, at test blot var en anbefaling og ikke et krav, fordi ansatte på et plejehjem arbejder tæt ved sårbare ældre.

I den forbindelse sagde Jeanette Blom, der er kommunikationschef hos Sankt Lukas Stiftelsen, som er ansvarlig for det pågældende plejehjem:

»Det er klart, at det ville hjælpe os på plejehjemmene, hvis vi havde flere handlemuligheder i forhold til at sikre, at alle medarbejderne blev vaccineret og testet.«

Men plejehjemmene har i dag allerede handlemuligheder.

Det viser sig nemlig, at alle arbejdsgivere, også plejehjem, rent faktisk har ret til at pålægge de ansatte at blive testet, hvis det er »sagligt begrundet«. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet til Berlingske i en e-mail.

»Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at betingelserne for at pålægge test sædvanligvis vil være opfyldt i forhold til ansatte på plejehjem,« skriver ministeriet.

Betingelsen for at kunne pålægge ansatte at blive testet ud fra den pågældende lovgivning er ifølge ministeriet, at kravet skal bunde i »væsentlige driftshensyn« eller »hensynet til at begrænse spredningen af smitte med covid-19«.

Reglen fremgår af »lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere at blive testet for covid-19«, der gælder indtil udgangen af oktober.

Ældre Sagen har opfordret Berlingske til at undersøge nærmere, hvorfor man i eksempelvis Gentofte ikke brugte reglerne. Det har imidlertid ikke været muligt at få Jeanette Blom til at svare på kendskabet til lovgivningen, og om et testkrav kunne være relevant at benytte, men i en e-mail skriver hun, at man følger anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen.

I stedet har Berlingske foretaget en rundspørge til landets plejehjem. Avisen har modtaget 125 svar fra både plejehjem og kommuner – hvoraf en del af svarene dækker flere plejehjem.

I hvert femte svar – 25 ud af 125 – svarer plejehjemmene eller kommunerne, at man ikke mener, at der er lovhjemmel til at pålægge de ansatte at blive testet.

Men det er der altså, hvis kravet er »sagligt begrundet«.

Ud af de 25 svar, som kommer fra 19 forskellige kommuner, har der i ni kommuner for nylig været smitte blandt ansatte på plejehjem.

Fra flere sider lyder det, at et testkrav ville være at sparke en åben dør ind, for de ansatte vil gerne testes. To plejehjem skriver dog, at man har oplevet ansatte, der ikke ville testes. I hvert fald i det ene tilfælde er personen dog blevet testet i samfundssporet.

I 27 ud af de i alt 125 svar fra plejehjemmene og kommunerne lyder det desuden, at man har en eller flere ansatte, som ikke har ønsket at lade sig vaccinere.

Vejen Kommunes ældrechef kendte ikke til reglen om at pålægge ansatte at blive testet, selvom man i kommunen for nylig har haft smitte inden for dørene i plejehjemssektoren.

»Vi har ikke lovhjemmel til det, men vi kan anbefale det,« gentager Kirsten Dyrholm Hansen, ældre- og rehabiliteringschef i Vejen Kommune, da Berlingske ringer hende op.

Men det er jo ikke rigtigt. Der findes jo en lov om test, hvor arbejdsgivere kan pålægge de ansatte at blive testet, hvis det for eksempel sker for at begrænse smittespredningen. Så det er jo ikke helt korrekt, at I ikke har lovhjemmel til det?

»Når vi har fået materiale fra Kommunernes Landsforening (KL), har det været klart præciseret, at det er en anbefaling, og at vi ikke kan kræve, at de ansatte bliver testet,« siger Kirsten Dyrholm Hansen.

»Det er så en fejl«

Det er rigtigt, at sundhedslovgivningen ikke giver mulighed for at pålægge ansatte at blive testet, men det gør beskæftigelseslovgivningen jo.

»Det har jeg aldrig hørt om. Vi har fulgt de retningslinjer, som vi har fået fra KL,« siger hun og tilføjer:

»Jeg ville heller ikke have pålagt de ansatte at blive testet, hvis jeg havde kendt til reglen. Det ville være en meget stor opgave at skulle kontrollere, om alle medarbejdere blev testet,« siger Kirsten Dyrholm.

Berlingske har spurgt KL, om dens rådgivning til kommunerne har været god nok. Det spørgsmål svarer KL i en e-mail til Berlingske ikke på, men man bekræfter, at KL har informeret kommunerne om, at der var tale om en opfordring. KL har altså tilsyneladende ikke informeret kommunerne om, at plejehjem godt kunne kræve af ansatte, at de er testet.

Ud over Vejen kommune gælder det Køge Kommune, hvor der i løbet af tre uger for nylig var seks smittede plejehjemsansatte samt seks smittede beboere.

Hos Køge Kommune har man svaret, at man ikke mente, der er lovhjemmel. Nu lægger man sig fladt ned:

»Nej, det er så en fejl. Jeg tror, at det handler om, at vi aldrig har skullet bruge den lovhjemmel. Vi har ikke været ude for, at det har været nødvendigt, fordi de ansatte lader sig teste frivilligt,« siger Mette Olander, der er velfærdsdirektør i Køge Kommune.

Kunne man ikke alligevel sige, at I har et stort ansvar over for de ældre og dermed burde stille det som et krav, at ansatte skal lade sig teste, hvis de skal arbejde tæt på ældre?

»Vi holder os til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og det her ville være at gå ud over styrelsens anbefalinger. Når der ikke er smitteudbrud, så er anbefalingen, at testene sker ad frivillighedens vej,« siger Mette Olander.