To plejeforældre fra Mern på Sydsjælland er tiltalt for vold, vanrøgt og frihedsberøvelse af otte plejebørn. Begge nægter sig skyldige i alle tyve anklager. Det første vidne, det første plejebarn, tog torsdag for alvor hul på retssagen, der begyndte tirsdag.

- Min storebror og jeg har spist tandpasta og toiletpapir, når vi blev sultne. Min storebror har sikkert tænkt, at det var fibre i det. Vi blev enige om, at hvis vi lagde papiret ind i munden et stykke tid, så var det ikke så ubehageligt at sluge, fortalte den 23-årige kvinde i retten torsdag.

Det var blot en af mange episoder, som det 23-årige vidne genfortalte fra sin tid hos familien i Mern. Et ophold, der begyndte, da vidnet kun var halvandet år gammel, hvor hun med sin storebror blev sendt i plejefamilie. I retten fortalte den unge pige om omsorgssvigt, vold og grove afstraffelsesmetoder, som var en del af hverdagen hos plejefamilien.

Spulet med vandslange

De tiltalte plejeforældre anmodede hurtigt om at få lov til at sætte sig ned bagerst i retten sammen med tilhørende og med ryggen til vidnerne, inden den unge pige oprullede utallige eksempler på omfattende omsorgssvigt, vold og mishandling.

Plejefaren, som er gammel militærmand, blev af vidnet beskrevet som hovedkræften bag de voldelige episoder, som oftest begyndte med, at 'noget' forsvandt i hjemmet.

- Jeg kan huske, at han står i hjørnet med en vandslange og spuler os til med koldt vand. Derefter bliver vi sendt ud i gården, hvor vi skal løbe rundt med bare tæer, fortalte den unge pige med rolig stemme.

Den form for afstraffelse resulterede, ifølge vidnet, ofte i flænsede tæer og afrevne tånegle, som børnene selv måtte behandle. Andre afstraffelsesmetoder inkluderede ifølge kvinden et elektrisk hegn, hvor især vidnets storebror blev tvunget til at holde ved hegnet, så han fik stød.

Frygten var det værste

Under vidneafhøringen sad den 60-årige plejefar foroverbøjet og opgivende op af væggen, mens han flere gange hviskede bemærkninger til hustruen ved siden af.

Opholdet hos plejefamilien vakte, ifølge den 23-årige, kun dårlige minder og og frygt.

- Frygten er det værste. Frygten over, at man vidste, at noget kunne ske hvert øjeblik, for han blev bare ved og blev ved, indtil man indrømmede, at man havde gjort noget forkert, sagde den 23-årige i retten.

Selvom forsvaret forsøgte at udsætte sagen til det sidste, besluttede dommeren at fortsætte de planlagte vidneforklaringer. Dvs. at de to plejebørn, som i forvejen var indkaldt i retten, fik lov at gennemføre deres vidneforklaringer. Beslutningen var til dels taget af praktiske grunde, da de to plejebørn begge var rejst ind fra udlandet, og dels at man fandt, at der manglede beviser for, at pågældende akter overhovedet eksisterer.