Plan om at stuve ældre sammen

Et stort antal færdigbehandlede ældre fra Lyngby-Taarbæk Kommune ligger på hospitalerne og venter på plejeboliger. En løsning kan blive, at to skal dele et lille værelse.

Pladserne til de ældre i Lyngby-Taarbæk Kommune er så få, at det kan blive nødvendigt at indkvartere to personer i plejeboliger som denne på blot 10 kvadratmeter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Berg

Mens regeringen og en række partier på Christiansborg skarpt kritiserer Lyngby-Taarbæk Kommune for at lade svage ældre bo i små kamre uden bad og toilet på kommunens plejehjem, risikerer nogle af kommunens ældre nu at skulle bo to og to i plejeboliger på 10-15 kvadratmeter. Det sker for at få udskrevet nogle af kommunens mange færdigbehandlede ældre, der ligger på hospitalet og venter på en plejehjemsplads.

»Det vil kun blive i en kortere periode på måske en uge eller 14 dage. Vi vil jo også gerne have dem hjem fra hospitalet hurtigst muligt. Der er også en god økonomi for kommunen i at få dem hjem fra hospitalet. Så der er både en menneskelig og en økonomisk vilje til at få dem hjem,« siger formanden for kommunens socialudvalg, den konservative Jørn Moos. Ældre Sagen er stærkt kritisk over for det nye udspil.

»Det vil være ganske urimeligt over for de ældre, der kommer i klemme, fordi man ikke har været forudseende nok i kommunen,« siger chefkonsulent Olav Felbo, Ældre Sagen.

I løbet af de første seks måneder i 2007 tilbragte 152 færdigbehandlede patienter tilsammen 1.814 dage på hospitalerne, viser tal fra Region Hovedstaden.

Det gør Lyngby-Taarbæk til en af de kommuner i hovedstaden, som betaler mest i »bøde« til sundhedsvæsenet. Kommunen erkender åbent, at det grundlæggende problem er den »nuværende kapacitet« på plejebolig- og genoptræningsområdet, som blev voldsomt kritiseret i Berlingske Tidende i går. Velfærdsminister Karen Jespersen (K) kalder forholdene for de ældre i Lyngby-Taarbæk »uacceptable«, og hun vil nu udstille de dårlige ældre-kommuner i en offentlig gabestok.

»Vi er nødt til at lægge pres på kommuner som Lyngby-Taarbæk – de gør det simpelthen ikke godt nok,« siger ministeren.