Pjækkedag skal sætte fut i skoleelever

Iværksætteren Martin Thorborg opfordrer til »civil ulydighed« med national pjækkedag, der skal inspirere elever til at starte egen virksomhed. Initiativet får bred opbakning, det skal bare ske uden pjæk.

Martin Thorborg. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Der mangler et kapitel om at være iværksætter i bogen »Hvad kan jeg blive?«, som landets skoleelever bladrer igennem, når de skal finde deres fremtidige karrierevej.

Det mener serieiværksætteren Martin Thorborg, der blandt andet var internetpionér med hjemmesiden Jubii. Derfor vil han arrangere en national pjækkedag for landets skoleelever, hvor de skal ud i opstartsvirksomheder, møde iværksætterne bag og på den måde inspireres til selv at starte egen virksomhed.

»Man gør ikke nok for at motivere de unge til at bryde ud af den uddannelsesløgn, hvor alle skal have en lang videregående uddannelse. Jeg har intet imod uddannelser, men jeg synes ikke, det er vejen frem for alle. Tværtimod. Man ødelægger en masse talent i et uddannelsessystem, der kapper en hæl og en tå for at lave den samme pølse,« siger Martin Thorborg.

Via sin iværksætterhjemmeside Amino.dk har han kontakt til et væld af danske iværksættere. Derfor vil det ifølge Thorborg være en smal sag at organisere virksomhederne til at sætte skoleelever ind i, hvad det vil sige at være iværksætter på godt og ondt. Men det skal være uden offentlig indblanding.

»Jeg gider ikke have det offentlige ind over, derfor kalder jeg det en pjækkedag. Jeg vil opfordre til civil ulydighed og sige til alle børn, at de skal melde sig syge eller blive væk den dag, og så kan de komme ud og mærke virkeligheden hos nogle rigtige iværksættere, der kan fortælle dem om den virkelige verden,« siger Martin Thorborg.

Socialdemokraternes undervisningsordfører Annette Lind glæder sig over initiativet – men det skal ikke skal ske via pjækkedage.

»Ideer om iværksætteri er en rigtig god ting, det har vi faktisk sat stor fokus på i forhold til den nye folkeskolereform. Men jeg vil aldrig nogensinde opfordre til pjækkedag, og jeg tror faktisk, at det meget nemt kunne løses på andre måder. I den åbne skole har vi lagt op til, at hvis man vil iværksætteri, så er der stor mulighed for at gøre det på lovlig vis,« siger Annette Lind.

Det kniber med erhvervspraktikken

Derfor håber hun, at man på baggrund af initiativet fra Martin Thorborg kan skabe en national innovationsdag, hvor eleverne kommer ud til iværksættere, hvis blot indholdet er fagligt og relevant.

Også de Radikale, SF, Venstre og Liberal Alliance bakker Thorborgs initiativ op – med samme forbehold om at undgå pjækkeriet.

Mette With Hagensen, formand for landsorganisationen Skole og Forældre, byder også ideen om en national innovationsdag minus pjæk velkommen.

»Det er fantastisk, at han melder sig på banen og gerne vil være med til at løfte den her opgave i skolen. Det er det, vi gik og hungrede efter, før der var noget, der hed åbne skoler, at flere uden for skolerne ville være med til at uddanne og danne vores børn,« siger hun.

Ifølge hende mærker man ude på folkeskolerne en spirende interesse fra lokale virksomheder, der gerne vil samarbejde med skolerne. Hun håber, at interessen vil tiltage efter Martin Thorborgs initiativ.

»Der er nemlig ikke særlig mange skoler, der tilbyder erhvervspraktik til elever i 8. og 9. klasse, fordi det har været så svært at skaffe praktikpladser. Initiativet åbner op for, at børnene kommer ud og ser nogle virksomheder,« siger Mette With Hagensen.

Hos Danmarks Lærerforening håber man også, at initiativet om at besøge opstartsvirksomheder bliver en realitet, som kan inddrages i undervisningen, selv om det ifølge næstformand Dorte Lange allerede ligger i reformen, at skolerne skal arbejde tættere sammen med virksomheder.

Og ideen om at sende skoleelever ud til opstartsvirksomheder og koble iværksætteri på undervisningen kan ifølge Sigurd Schou Madsen, erhvervspolitisk konsulent og ansvarlig for iværksætterområdet hos Dansk Erhverv, vise sig at være en rigtig god idé.

»Når man får lov til at sætte sin lærling i relation til det at drive egen virksomhed, får man nogle unge, der bliver mere entreprenante, de starter flere virksomheder, og de bliver grundlæggende mere glade, viser undersøgelser,« siger Sigurd Schou Madsen.