Endnu engang kikser den danske folkeskole i den berømte Pisa-test, som er folkeskolernes uofficielle verdensmesterskab. Det ærgrer udenrigsminister Lene Espersen (K), som direkte mener, at politikerne står ved en skillevej.
»De danske børn lærer desværre ikke nær så meget som børn i andre lande, vi normalt gerne vil sammenligne os med. Den PISA-undersøgelse, som kommer tirsdag, tror jeg desværre bekræfter billedet af, at folkeskolen i bedste fald står stille og i værste fald sakker bagud,« siger udenrigsminister Lene Espersen, som dermed løfter lidt af sløret for resultaterne, der ellers er dybt fortrolige indtil kl. 11.00 i dag.
Pisa-testen siger ifølge Berlingske Tidendes oplysninger, at folkeskolen er gået i stå, mens særligt de asiatiske lande stormer frem og overhaler Danmark. Blandt andet er de danske elever ikke blevet spor bedre til læsning.
»Jeg vil sige, at jeg er meget bekymret over det. Min bekymring går på, at Danmark som nation har levet i århundreder af at være dygtige handelsmænd. Vi har også været dygtige til at omstille os, men nu har jeg meget svært ved at se, hvordan det danske samfund skal kunne opretholde vores velfærdssamfund,« siger Espersen, som mener, at situationen er så alvorlig, at politikerne står ved en skillevej.
Og med den analyse forsøger Lene Espersen at gøde jorden for den kommende reform af folkeskolen. Onsdag bliver regeringens forslag offentliggjort og det sker med budskabet om, at lærerne skal undervise mere, klassekvotienten på 28 fjernes og testresultater skal offentliggøres.
Det sker formentlig uden Socialdemokraterne, som er uenige i både at tillade flere i klassen og offentliggørelse af test. Og det får Lene Espersen til at angribe Socialdemokraterne for at lade hele folkeskolen sejle.
Den kritik ryster socialdemokraterne. Deres uddannelsesordfører, Christine Antorini, hæfter sig ved, at regeringen har haft magten i ni år.
»Jamen, det er jo hudløst ærligt, når landets udenrigsminister erkender, at regeringens uddannelsespolitik har slået fejl. Det må vel være konklusionen, eller hvad? Og nu må regeringen stoppe med at rette kritikken mod os. De har haft magten i ni år! Der er brug for en helt anden politik. Og den kan Lene Espersen være helt sikker på, at vi leverer, når vi kommer til,« siger Antorini.
Også lærernes formand, Anders Bondo, synes det er en smule komisk, at skolens dårlige Pisa-resultater fortsat er andres skyld.
»De elever, som er færdige nu, begyndte i skole, da denne regering kom til. Og aldrig har nogen regering lavet så mange ændringer, men regeringen har ikke haft belæg i forskningen for at gøre det,« siger Bondo, som dermed forsøger at få regeringen til selv at tage ansvaret for de nye nedslående resultater.