Piratgidsler kræver millionerstatning af danske medier

Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez, der tidligere blev taget som gidsler af somaliske pirater, har rejst et erstatningskrav til TV2 og Ekstra Bladet, som de mener, har krænket dem med deres dækning af sagen.

Eddy Lopez fotograferet i Københavns Havn, december 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

De to sømænd og tidligere gidsler i Somalia, Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez, føler sig så krænket af Ekstra Bladets og TV2 dækning af deres gidseltagning i Somalia, at de har valgt at rejse et erstatningskrav i millionstørrelsen hos begge medier.

Det skriver Ekstra Bladet på sin hjemmeside. Her oplyser mediet, at erstatningskravet er på en million kroner, og at det er fremsendt til både Ekstra Bladet og TV2. Sidstnævnte har fortsat ikke bekræftet, at man har modtaget erstatningskravet.

I december udtalte Pressenævnet alvorlig kritik til både Ekstra Bladet og TV2 for dele af de to mediers dækning af de to sømænds gidseltagning i Somalia.

Ekstra Bladet kørte en massiv kampagne, mens de to sømænd blev holdt som gidsler. Pressenævnet kritiserede blandt andet Ekstra Bladet for at have bragt »meget private« og »personlige« oplysninger om gidslerne og for at have bragt billeder af dem uden deres samtykke.

Avisens chefredaktør, Poul Madsen, ærgrer sig over, at de to sømand føler sig krænket.

»På Ekstra Bladet er vi kede af, at de to tidligere gidsler Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez føler sig krænket af os,« siger Poul Madsen til eb.dk. Mediet vil i den kommende tid tage stilling til erstatningskravet, skriver de.