Pind: EL-medlemmer laver 5. kolonnevirksomhed.

Det er "nærliggende", at Frank Aaen (EL) og Asmaa Abdol-Hamid (EL) har gjort sig skyldige i landsforræderi. Det mener Søren Pind.

Venstres medlem af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Søren Pind, kalder det "5 kolonnevirksomhed" og "nærliggende", at Enhedslistens folketingsmedlem Frank Aaen og folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid har gjort sig skyldige i landsforræderi.

Anklagen kommer efter, at de to politikere har forsvaret irakiske oprøreres kamp mod danske soldater i Irak.

Søren Pind henviser således på sin hjemmeside, www.soren-pind.dk, til, at straffelovens paragraf 100 fastslår, at "den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil 6 år".

- Betingelsen om offentlighed er opfyldt. At situationen er farlig for de danske soldater understreges af de 6 drab, der foreløbig har fundet sted. Enhver må med sig selv gøre op, om der i ordene "støtter den irakiske folkebevægelses kamp" ligger en tilskyndelse. Mig forekommer det at være nærliggende. Beslutningen om evt. tiltale ligger hos justitsministeren, skriver Søren Pind.

/ritzau/