Pilen peger mod amerikanske fly

Selv om det hævdes, at historien aldrig gentager sig, er der alligevel en del ligheder mellem forløbet forud for Danmarks beslutning om køb af F16-kampflyene i 1975 og den nuværende proces frem mod flyvalget i 2015. En forskel er der dog: Denne gang træffer Danmark sit valg selv, fortæller Berlingskes forsvarsmedarbejder.

28. januar 1980 indledtes F16-æraen med en præsentation, hvor den senere forsvarschef, dengang major Christian Hvidt (tv.), og Flyvevåbnets daværende chef, generalløjtnant Niels Holst-Sørensen, fløj en runde fra Flyvestation Skrydstrup. Foto: Morten­ Juhl/Scanpix Fold sammen
Læs mere

ANALYSE: I 1975 skulle man enes med flere andre europæiske lande om at vælge et bestemt kampfly i stort antal for at få rabat og fremtidigt samarbejde. Men vores samarbejdspartnere i F16-projektet skal imidlertid også udskifte deres fly, og Norge og Holland har allerede valgt det fly, som også skal afløse amerikanernes egne F16-fly plus en del flere typer, nemlig F-35 Joint Strike Fighter.

Det synes underforstået, at vælger også Danmark F-35, vil samarbejdet med Norge og Holland om drift og udvikling af F16 blive fortsat med F-35. Ny i kredsen vil givetvis blive briterne, der har bestilt den udgave af F-35, der kan starte kort og lande lodret, B-modellen.

F-35 Joint Strike Fighter – eller JSF som den mest bliver benævnt – var i betydelige tekniske og økonomiske vanskeligheder, indtil projektet i 2010 fik en overhaling. Siden er meldingerne fra Lockheed Martins produktionsapparat i Fort Worth, Texas, blevet væsentligt mere positive, også når det gælder prisen på flyene.

Nu fremviser sælgerne fra Lockheed grafer, der viser priser på bestillinger i 2018 – hvor Danmark skal købe – på 75 mio. dollar pr. fly i dagens priser, 85 mio. dollar i 2018-priser. Det er omkring markedsprisen for et moderne kampfly.

De seneste dage har der igen lydt forudsigelser om nedskæringer på de amerikanske bestillinger på JSF. Men der er også noget at tage af. Amerikansk forsvars ventede bestilling er på cirka 2.400 fly, hvortil kommer det internationale salg.

Holder F-35-projektet fremdrift og pris, bliver det – uanset det svenske kampfly Gripens sejr i Brasilien kort før jul – vanskeligt for danske politikere at vælge en af de andre kandidater, der har det til fælles, at de er designet og udviklet under Den Kolde Krig, langt færre i antal end F-35 tættere på afslutningen af deres produktionslinje end på begyndelsen.

F-35 blev i øvrigt ikke tilbudt Brasilien, hvis forhold til USA ikke er det bedste. Valget af Gripen i Brasilien var ikke kun et strategisk valg af en samarbejdspartner til at opbygge en brasiliansk kampflyindustri; det var også et fravalg af USA, som brasilianerne ikke har stor tillid til, især ikke efter NSA-aflytningen af den brasilianske præsident.

Et fælles træk mellem F16-købet og dagens indkøbsproces er de danske politikeres beherskede lyst til at diskutere, hvor tungt Danmarks allianceforhold bør veje i valget af fly. Politikerne, inklusive forsvarsminister Nicolai Wammen (S), vil helst kun tale økonomi og teknik og evnen til at løse de danske opgaver; altså noget, der kan måles og beskrives objektivt.

Men realiteten er, at Danmarks ultimative sikkerhedsgaranti ligger i alliancen med USA, og det vil den også gøre om 30 år. Det taler tungt for at købe amerikansk.

Det er også en kendsgerning, at det internationale marked for kampfly er voldsomt nedadgående. Eurofighters danske markedsanalytiker, Lars Illum Jørgensen, har nyligt fremstillet en prognose, der viser et fald fra nu omkring 7.000 aktive kampfly i de lande, som kunne tænkes at købe vestlige fly, til under 2.900 fly ved en markedspris på 85 mio. dollar pr. fly. Tallene omfatter ikke USA, som kun er tilgængelig for amerikanske producenter.

Det kraftigt svindende marked betyder, at Europa får svært ved at skaffe økonomi og kunder til at bygge nye kampfly efter Eurofighter, franske Rafale og svenske Gripen. Chefen for EADS, der ejer Eurofighter, Tom Enders, fremhævede derfor for nylig, at det næste europæiske fly skal købes i USA eller Asien, hvis ikke de store europæiske lande øger deres investeringer i forsvar.

Det er der absolut intet, der tyder på, at de vil. Tværtimod har Eurofighter-landene halveret deres bestillinger på den nyeste opgraderede Eurofighter. På eksportmarkederne er det også op ad bakke. Eurofighter er netop blevet droppet i De Forenede Arabiske Emirater, og der er ikke meget bevægelse i forhandlingerne med Saudi Arabien. Franske Rafale vandt i Indien for et år siden, men de nærmere forhandlinger om pris går meget trægt. Gripen vandt i Brasilien, men har hidtil kun solgt deres fremtidige fly til Schweiz, hvor en folkeafstemning næste år kan ende med et nej.

Set med danske øjne kan amerikanerne derfor blive den eneste tilbageværende samarbejdspartner om kampfly, når man kigger et par årtier frem. Der vil ikke være andre end amerikanerne til at holde front i det teknologiske udviklingskapløb, hvor kinesere og russere allerede er ved at udvikle stealth-fly i stil med det amerikanske F-35. Amerikas mulige, eller måske ligefrem sandsynlige, rolle som »last man standing« blandt vestlige kampflyproducenter må også tælle med i Danmarks valg.

Man kan diskutere, om Danmark overhovedet skal have kampfly; om ikke Danmark ville få mere gavn og international credit ved at opruste kraftigt med transportfly og/eller helikoptere. Andre har spurgt, om ikke droner var en bedre og billigere anskaffelse. Kampfly kan, som flere nylige rapporter har vist, løse nogle af, men langtfra alle de opgaver, som kampfly skal kunne løse, blandt andet at kunne bruges i luftkamp eller overleve i et fjendtligt miljø i det hele taget.

Droner, der er store nok til at kunne overvåge store områder, for eksempel i Arktis, er dyrere end kampfly. Og ingen politikere i forsvarsforligskredsen har erklæret sig klar til at opgive muligheden for at forsvare dansk suverænitet med egne fly eller opgive muligheden for at sende et hårdtslående flybidrag til en international opgave.