Ulaan Baator. Mongoliets hovedstad. Fornemmelsen af at være i en forsømt europæisk by fra 1950erne. Gamle sovjetiske biler har efterhånden måttet vige for nyere japanske modeller, og nutidens popmusik skyller ud på gaden fra åbne vinduer. Dog står græsarealer uklippede hen og husfacaderne krakelerer.

Busstationen er byens kerne. En rejse ud af Ulaan Baator starter her. gamle, forlængst udtjente, sovjetiske minibusser fyldes til bristepunktet med rejsende.

Jeg har fundet mig et sæde i en nordgående bus. Med den jævne tilstrømning af nye passagerer, må jeg affinde mig med at dele dette med en robust, vejrbidt nomademand. Kun med nød og næppe kan døren modstå trykket fra de mange rejsende, da den endelig lukkes.

Chaufføren starter motoren, drejer bussen ud på gaden - og så går den vilde jagt gennem byen. Hunde og småtrippende mennesker spredes foran køleren. Høje boligblokke af bedste sovjetiske standard stryger forbi ruderne. Snart er vi ude af byen, og den uendelige græsslette ligger foran os. 30 timer skal gå, før jeg har nået min destination i nord - området nær grænsen til Sibirien.

Ikke mange kilometers kørsel fra Ulaan Baator forsvinder asfalten under bussens dæk. Chaufføren gasser yderligere op, og vores blikdåse flyver kluntet over vejens mange, dybe huller. Støvet står i skyer om bussens ruder.

Pludselig tager vi et skarpt sving væk fra jordvejen. Fanger et hjulspor, der kun svagt lader sig ane i slettens græs. »En genvej,« tænker jeg. »Chaufføren er stedkendt. Vi skal fange en anden hovedvej.« Endnu et skarpt sving - endnu et hjulspor. Således fortsætter vi. Det vil ingen ende tage. Jeg indser, at dette er vejen mod nord. Jeg er usikker på, hvorvidt man kan tage landkending på en flad slette, men vælger at sætte min lid til chaufføren. Vores grå dåse skærer sig støt gennem den grønne slette på sin vej mod nord.

Befolkningen i Mongoliet er sparsom, men jævnt fordelt ud over landet. Konturen af et hvidt nomadetelt er altid at se i det fjerne. Der er bestandig en rytter med en hjord af geder og heste i horisonten.

Pludselig, som lyn fra en klar himmel, dukker en flok drenge til hest op. Bussen hvirvles ind i en støvsky, vakt til live af hestenes hove. Nomade- og rytterlivet ligger dybt i hjertet på enhver mongol. Kåde byder drengene os op til kapløb. Straks er chaufføren og mine medpassagerer med på spøgen. Med stor hujen bliver der trampet yderligere på speederen. Vi flyver over selv den mindste ujævnhed. Bussen brøler anstrengt. Det varer ikke længe, før nederlaget må erkendes; som så mange gange før har naturen vist sine muskler over for det industrialiserede samfund - og vundet. Drengene drejer af og rider mod vest. Atter er vi overladt til os selv på sletten.

I bussen sidder nomadefolk i lange lerfarvede kjortler og store kraftige læderstøvler side om side med Mongoliets studerende ungdom i T-shirts og jeans. Alle er de på vej hjem til familien i teltet på stepperne. Skråt overfor mig sidder en lystig sprudlende pige med store, smilende øjne. Hun børster støvet af sine røde velour plateausko. Stikker fødderne med sko på ned i hver sin plasticpose. Skoene skal holde den skarpe røde farve under rejsen. Således forenes moden og naturens barskhed i Mongoliet.

Jeg er den eneste udlænding i blikdåsen. Den fremmede. Bleg, høj og uden ét eneste mongolsk træk. Øjne, der på én og samme gang forekommer nysgerrige og forundrede, hviler på mig: »Hvem er hun? Hvad skal hun? En enlig kvinde?« Der udfolder sig en livlig diskussion rundt om mellem sæderne. Jeg forstår intet af, hvad der bliver sagt, men det er tydeligt, at emnet er min tilstedeværelse. Alle stirrer. Ingen forsøger at komme i kontakt med mig. Jeg mærker ensomheden uden dog at være alene.

Det bliver pigen med de røde velours, der bryder kløften mellem dem og mig. Hun er anderledes. Mangler sine landsmænds fåmælthed og er om muligt endnu mere nysgerrig. Efter at have iagttaget mig indtrængende, fylder hun vores lille bus med en uhæmmet latter. Griber ud efter min arm og trækker den til sig så pludseligt, at jeg i ren overraskelse griber godt fast i min robuste nabos lår med den anden arm. De andre bliver indviet i morskaben, mens jeg uforstående kæmper med flovheden over min kluntede befamling af nomademanden. »You like monkey,« siger hun til mig.

Den mongolide menneskerace har en gullig, nærmest pergamentagtig hud, med meget ringe, næsten manglende behåring. Jeg vil til enhver tid hævde, at jeg ikke er mere beriget end enhver anden europæer, hvad hår angår. Ikke desto mindre må jeg i dag affinde mig med at blive sat flere mio. år tilbage i den evolutionære udviklingsrække.

Pigen hedder Khulan. Hun læser engelsk i Ulaan Baator, fordi hendes onkel underviser på skolen. Resten af hendes familie bor i det nordlige Mongoliet. Det er nu blevet sommerferie, og Khulan skal hjem på ferie. Det engelske sprog har ikke bidt sig synderligt fast i pigen på trods af to års studier, mend det lykkes hende alligevel at opdatere mig om moden i Mongoliet. Jeg får lov til at tage de røde velour-sko i nærmere øjesyn og se hendes nyligt erhvervede engelske modeblad.... fra 1993.

Til gengæld må jeg besvare et hav af spørgsmål om mig selv og Danmark. Alt, hvad jeg siger, bliver øjeblikkelig oversat til de øvrige passagerer, som snart bliver lige så spørgelystne som Khulan. At jeg i en alder af 25 år endnu ikke har hverken mand eller børn, forekommer dem uhørt.

Maren Skau vandt med sit rejsebrev 2. præmien i Berlingske Tidendes, KILROY travels og Spejder Sports konkurrence »Brev fra det Blå«. 2. præmien er seks dages jungletrek i Nordthailand. Maren Skau, 26 år, bor i København, og læser medicin. Foto: Stine Larsen

Tissepauser, skifte-dæk-pauser, spisepauser og motor-stop-pauser. Vi holder mange pauser. Der går adskillige timer før jeg overgiver mig over for min blæres trusler om at sprænges. At tisse i det fri på en flad slette uden dække er en udfordring. Khulan står og griner hjerteligt. Det øvrige følge ser måbende til med store øjne. Aldrig har de set hvidere eller mere behårede? baller i Mongoliet. Et motorstop afhjælpes med et stykke kraftigt gaffa-tape. Jeg bliver forundret over, at en bilreparation i Danmark kan være så frygtelig dyr.

Tiden går. Vi har kørt siden morgenstunden, og nu nærmer det sig midnat. Månen lyser klart fra himlen. Chaufføren fortsætter kørslen uden tøven - uden at virke i tvivl om retningen for vores færd. Vi nærmer os en klynge telte, hvis hvide farve spøgelsesagtigt lader sig ane i måneskinnet.

Det mongolske nomadetelt, ger, er rundt og lavet af hvidt kanvas opbundet til et indre skelet af træpæle. Åbningen udgøres af en stor, rigt dekoreret trædør, der altid vender mod syd. Disse døre, med deres miks af orange, røde, blå og grønne farver virker unaturlige i dette kæmpemæssige, barske landskab. Bussen standser og motoren slukkes. Stik mod al forventning kan man høre lyden af musik fra en radio og den vedholdende brummen af en el-generator et sted i mørket. Mon dette er et eksempel på det moderne naturmenneske?

Med stive lemmer får vi tætpakkede rejsende filtret os ud af hinanden og tumler ud af bussen. Der lyder en svag puslen henne fra døren til det nærmeste telt. Pludselig springer døren op og en lyskegle rammer os. En ældre, vejrbidt herre i støvblå kjortel og med et tykt gult tørklæde bundet om maven tager imod os. Der opstår en livlig snakken.

Khulan fortæller, at det er chaufførens fætter, der bor her med sin familie. Vi bliver inviteret ind og placeret på taburetter omkring brændeovnen i midten af teltet. Jeg får sæde dybest inde i teltet, ved siden af vores vært, som en æresgæst. Høfligt må jeg tage imod alle de forskellige mongolske lækkerier, der bliver mig budt - lækkerier for en mongolsk tand vel at mærke! I Mongoliet er det at takke nej til en foræring tegn på manglende god opførsel og respekt.

Et nip af en grålig, godt lagret fåreost sætter samtlige mine smagsløg i største alarmberedskab. En slurk lunken saltet te med mælk yder langtfra nogen dulmende effekt. Det er tydeligt, at det morer min vært og mine medpassagerer at se mine kvaler. Jeg er vidne til en gæstfrihed, der kendetegner slettens folk. Livet på disse egne afhænger af den gensidighed, hvormed man tager vare på hinanden. Får man problemer, mangler man ly for natten, er der altid hjælp at hente i den nærmeste ger.

Fra en stor gryde på komfuret fyldes tallerkner op med stegte nudler og fårekød. Fårekød er et gennemgående tema i det mongolske cuisine. Af uforklarlige årsager er det lykkedes at vænne mig til denne stærkt uldne spise. Sulten tømmer jeg tallerkenen. Jeg ville have været ilde stedt som vegetar i dette land.

Gæstfriheden er stor, når bussen holder ved nomadernes telte og det er meget uhøfligt at sige nej tak til en invitation - og hvorfor skulle man også det.

Afslutningen på måltidet hentes fra en godt ramponeret mælkejunge. En aluminiumsskål fyldes til randen med en hvidlig væske og går på omgang i teltet. Det er airag - gæret hestemælk. Slettefolkets hjemmebryg. For en mongol er disse syrlige dråber som vin er for en franskmand. Det hævdes, at kendere geografisk kan stedfæste oprindelsen af en slurk airag ud fra dets smag. Den særlige sammensætning af græsarter, hesten har spist, giver det enkelte bryg sin særegne bouquet.

Den ramponerede skål nærmer sig hastigt mig - alt for hastigt! Jeg formoder, en uskreven regel siger, at airag skal drikkes med mest larmende slubren, for det er netop, hvad mine medrejsende gør. Så sker det, turen kommer til mig. Jeg tager skålen ærbødigt med begge hænder og fører den op til mine læber. De kolde, syrlige dråber fylder min mund. Jeg overvinder mig selv til at synke tre gange. Sådan må en sur karklud smage! Jeg kæmper en sej kamp for ikke at vise min væmmelse alt for tydeligt. De andre griner. Khulan stikker mig et stykke tyggegummi. »I like Coca-Cola better too,« siger hun.

Det er på tide, vi genoptager vores videre færd mod nord. Mæt, men fortsat med en generende syrlig smag i munden, lader jeg mig synke ned på mit sæde i bussen. Jeg er træt. Sikken en dag! Mit hoved føles tungt. Efter en kort, men hård kamp svigter mine kræfter. Hovedet falder ned og finder støtte på min sidemands kraftige skulder. En sødlig lugt af får fylder mine næsebor. Jeg falder i søvn.

Solen er stået op. Den sender sine spæde morgenstråler ud over landskabet fra øst. Duggen ligger tungt på slettens græsstrå. Jeg vågner med et sæt ved at bussen pludselig stopper. Foran os ligger endnu en klynge af telte. En pjusket hund, der ligger foran en af de farverige døre, løfter dovent sit hoved og ser på os. Et stykke væk står tre heste tøjret til en fælles pæl. Ej heller de virker opildnet af vores pludselige ankomst.

Bagest i bussen lyder en rumsteren. En dreng, der i Ulaan Baator steg på i jeans og T-shirt, har i nattens løb svøbt sig ind i en brun kjortel. Bymennesket er blevet et nomademenneske. Han griber en gammel, slidt taske, kæmper sig frem til bussens dør over et væld af sovende mennesker og springer så ud. Vinker til chaufføren, der nikker og sætter i gear. Vi kører videre. Den første passager har nået sin familie. Spørgsmålet om, hvordan det er lykkedes os at finde netop disse telte i dette åbne landskab, skænker jeg ikke den fjerneste tanke. Forundringernes tid er ophørt - dertil har jeg nu oplevet for meget.

Morgenen og formiddagen går med flere af disse stop. Folk, der oprindeligt steg på iført byens klæder, stiger nu af indsvøbt i kjortler, der kendetegner slettens folk. Langsomt tømmes den grå dåse. Vi er kun seks tilbage, inklusiv Khulan og jeg, da vi midt på dagen kører gennem de støvede gader i byen Mörön, bussens endestation.

Småskure og lave, tarvelige betonbygninger står side om side i denne forblæste by. Vi kører ind på en støvet plads ved siden af byens marked. Heste og gamle udtjente jeeps står side om side i ét virvar. Khulan får pludselig travlt. Knuderne til poserne på hendes fødder løsnes, og de røde sko kommer til syne. De er rene - ikke det mindste støvede. Khulan griner kækt til mig. »Okay, yes?« siger hun spørgende. Jeg smiler nikkende tilbage. Jo, de sko er klar til at gøre deres indtog i Mörön.

Vi stiger ud. Jeg tager beundrende den gamle bus i nærmere øjesyn. Jeg er dybt imponeret over dens præstation gennem de seneste 30 timer. Et tydeligt bevis på, at der tit er mere i livet end øjet kan se! Khulan spankulerer målrettet rundt på den lille plads. For et kort øjeblik er det hende og ikke mig, der vækker opsigt. Skoene tager al opmærksomheden.

Jeg har endnu ikke helt nået mit endelige mål. Khövsgöl Nuur, den knap 2.800 km2 store ferskvandssø, ligger stadigvæk skjult mellem nåleskove og høje bjerge et sted længere mod nord. Det er der, jeg vil hen. Endnu 100 km mangler. Khulan er fast besluttet på at hjælpe mig videre på min rejse. Hvorvidt det er de røde sko, mit særprægede og behårede udseende eller blot almen mongolsk hjælpsomhed er mig uvist, men det varer ikke længe, før en lille familie med jeep indvilliger i at tage mig med på bagsædet. De skal alligevel samme vej.

Da vi kører af sted, når jeg lige at vinke til Khulan. Hun sidder med sine røde sko og troner på en hest bag ryggen af en lavstammet nomademand. Snart vil hun være hjemme hos sin familie i teltet, hvor hun kan fortælle om alt det ny og moderne i storbyen... og om den mærkværdige fremmede hun mødte på sin vej. Hun vil fremvise de smarte røde velour plateausko - ingen har set deres mage på disse kanter...